Flere unge får førtidspension

PENSION: Stadig flere danskere får tilkendt førtidspension, og stigningen er især markant for dem under 30 år, viser nye tal. Katastrofal udvikling, mener Socialdemokraterne.

Markant flere unge under 30 år er i de seneste år blevet erklæret uegnede til et job og har fået tilkendt førtidspension af kommunen.

Det viser nye tal fra Ankestyrelsen.

Mens antallet af tilkendte førtidspensioner for alle aldre er steget med 12 procent fra 2000 til det seneste år (4.kvartal 2007-3.kvartal 2008) er tallet i samme periode steget næsten 23 procent for unge under 30 år.

Ifølge formanden for socialrådgiverne, Bettina Post, skyldes stigningen den meget stramme arbejdsmarkedspolitik.

"Der er ikke noget, der tyder på, at der er flere, der bliver syge. Men for mange ses det som en udvej at søge om pension, fordi de kan ikke leve op til de store krav, der stilles for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet," siger Bettina Post.

For lidt fokus på rehabilitering
Thomas Adelskov, Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, betegner stigningen som katastrofal, fordi de unge dermed bliver isolerede i forhold til arbejdsmarkedet.

"Kommunerne har kun fokus på overordnede formkrav og på at presse dem i aktivering. Der er alt for lidt fokus på rehabilitering, men det skyldes ikke mindst, at regeringen ikke belønner kommunerne, der har fokus på netop rehabilitering," siger Thomas Adelskov.

Kommunerne burde samle relevant fagpersonale som eksempelvis psykologer og læger og sammen med den syge lægge en plan, der vil skaffe vedkommende tilbage på arbejdsmarkedet, mener Socialdemokraternes ordfører og henviser til KIA-projektet i Vejle, hvor der via fokus på den syge fik skabt et stort fald i førtidspensionerne.

"Det burde udbredes noget mere, og det bliver gjort alt for lidt af i øjeblikket," siger Thomas Adelskov.

Bemærkelsesværdig udvikling
Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, betegner det som en skidt udvikling, at så mange unge får førtidspension.

"Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt, når de nye regler i 2003 skulle begrænse det og ikke gøre det så let at få tilkendt førtidspension," siger Bent Bøgsted.

"Hvis det er fordi, at kommunen springer over, hvor gærdet er lavest, og tilkender de unge førtidspension for at slippe for dem, må vi selvfølgelig skærpe det over for kommunerne, at de skal ændre praksis," siger Bent Bøgsted.

Langt nede i bunkerne
Men ifølge Erik Nielsen, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg er udviklingen ikke udtryk for ond vilje fra kommunernes side.

"Det er bekymrende, når det er unge mennesker, der kommer på førtidspension, men kommunerne har ingen interesse i at tilkende flere førtidspension end nødvendigt. Derfor skyldes stigningen nok, at vi på grund af den lave ledighed har været så langt nede i bunkerne af ledige, at mange af dem tilsyneladende har vist sig ikke at være parate til arbejdsmarkedet," siger Erik Nielsen.

Han mener ikke, at det for unge skal være en førtidspension for livet.

"Det er hverken samfundet eller den enkelte tjent med. Det bør være midlertidige førtidspensioner, som efter 4-5 år, måske mindre, kan tages op til revision," siger Erik Nielsen.

Forrige artikel Sundhedsminister: Der venter Region Sjælland mange penge Sundhedsminister: Der venter Region Sjælland mange penge Næste artikel Færre virksomheder skal lave grønne regnskaber Færre virksomheder skal lave grønne regnskaber