Jobcentres nye rolle under lup med høring

JOBCENTRE: En høring på Christiansborg skal kortlægge problemerne i jobcentrenes nye rolle. Socialdemokraterne vil have høringen åben, mens Konservative vil have den lukket.

Inden politikerne trykker på knappen for sidste gang og endeligt sender alle ledige i armene på kommunerne og jobcentrene, skal en høring sætte fokus på overtagelsen.

Det er Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg blevet enige om, efter at Socialdemokraterne tidligere i januar krævede en høring.

"Regeringen og Dansk Folkeparti har bøjet sig for en høring, der skal kaste lys over, om det er klogt, om det nye system kan klare beskæftigelsessopgaven. Vi vil have sikkerhed for, at systemet kan klare en ledighed, der stiger, og vi vil have lagt det på bordet, inden loven bliver vedtaget," siger Bjarne Laustsen, medlem af Arbejdsmarkedsudvalget for Socialdemokraterne.

Høringen i begyndelsen af marts
Regeringen kommer i starten af februar formentlig med den økonomiske model for, hvordan pengene skal fordeles til kommunerne. Modellen skal blandt andet tage højde for, at en enkelt stor fyringsrunde i en lille kommune ikke får kommunen til at skulle lukke skoler og plejehjem for at kunne betale de ledige.

Loven skal derefter vedtages i løbet af marts for at kunne træde i kraft fra april, og derfor vil høringen formentlig ligge i begyndelsen af marts, siger formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Knud Kristensen fra Konservative.

"Det er godt politisk håndværk, at vi laver sådan en høring, inden vi for sidste gang trykker på knappen nede i salen. Med så vigtig en opgave som fremtidens beskæftigelsesindsats er det vigtigt at have et så stort flertal som muligt. Derfor er formålet også at få belyst over for skeptikerne, at de ikke behøver at være bange for, at der blandt andet kommer mindre uddannelse til de ledige og at kommunerne vil hytte deres eget skind," siger Knud Kristensen, der gerne ser Socialdemokraterne stemme for loven.

K vil gerne lade sig overbevise
Vil du omvendt også kunne ombestemme dig efter høringen?

"Jeg lader mig også gerne overbevise af gode argumenter, og jeg vil da overveje at ændre min opfattelse, hvis argumenterne er gode nok," siger Knud Kristensen.

Men at Socialdemokraterne går med i loven, er ren ønsketænkning, siger Bjarne Laustsen.

"At vi får en høring signalerer, at regeringen har fået kolde fødder over, at den endnu en gang har lavet blokpolitik på så vigtigt et område, hvor mange er så betænkelige. Hvis vi kan få indflydelse på, at de ledige får flere tilbud, end de gør i dag, at kommunernes økonomi ikke bliver ringere, eller at der ikke bliver snævre hensyn, når kommunen skal investere i uddannelse, vil jeg gerne gå med. Men det er nok ønsketænkning," siger Bjarne Laustsen.

Knud Kristensen mener, at høringen skal være lukket.

"Det skal være en lukket høring, så vi får saglige argumenter og professionelle svar og ikke politiske drillerier. Det ville være svært at bedrive realpolitik, hvis den bliver åben," siger han.

Lukkede høringer kun i diktaturstater
Men det reagerer Socialdemokraterne kraftigt imod.

"Hvad har regeringen at skjule? Debatten foregår i det offentlige rum i øjebliket, og det ville da være mærkeligt, hvis vi holder den lukket. Det er grundlæggende kendetegnet ved folkestyret, at vi ikke sidder i lukkede fora og beslutter, uden at borgerne kan give deres besyv med. Det foregår kun i diktaturstater, og det må Knud Kristensen lære at leve med," siger Bjarne Laustsen.

Begge er dog enige om, at arbejdsmarkedets parter, kommunerne og a-kasserne, måske de lokale beskæftigelsesråd og eventuelt forskere skal med i høringen.

Forrige artikel Obama løftede hånden - og nationen Obama løftede hånden - og nationen Næste artikel TV 2 afviser Thomas Larsen som "Foghs mand"