Energiordførere parate til at ændre energimærket

ENERGI: Energimærkningen er for dyr og ineffektiv. Derfor vil ordførerne nu lave den om. DF ønsker helt at afvikle ordningen.

Energimærkningen skal ændres, og serviceerhvervene skal bidrage mere til energibesparelserne. Sådan tegner billedet sig, efter et møde tirsdag, hvor klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) mødtes med partiernes energiordførere for at drøfte evalueringen af den hidtidige energispareindsats.

Evalueringen blev offentliggjort godt før jul og viste blandt andet, at det nuværende energimærke ikke er omkostningseffektivt. Mærkningen koster 250 millioner kroner årligt, men giver kun meget få energibesparelser, og derfor vil flere ordførere have lavet ordningen om.

Tilskud til husejere 
"Energimærket er dumpet. Det må nytænkes, så vi ændrer det fra et passivt til et aktivt mærke," siger SF's energiordfører Anne Grete Holmsgaard.

Hun foreslår, at man fortrinsvis mærker de ældre huse, der har et stort energiforbrug, at energioplysningerne kommer til at fremgå af tilsynsrapporten, og at huskøbere tilbydes gratis energirådgivning. Endelig skal husejere have tilskud til energirenoveringer.

Anne Grete Holmsgaard er også parat til at ændre mærkningsreglerne for offentlige bygninger:

"Vi bør droppe kravet om, at mærkningen skal foretages af en ekstern konsulent. Det er for dyrt. Lad dem selv foretage mærkningen, så kan vi til gengæld stille skrappere krav - for eksempel om, at man skal foretage forebedringer, der kan tjenes hjem i løbet af 10 år." I dag er grænsen fem år.

Tåbelig ordning 
Også Socialdemokraternes og Venstres energiordførere er parate til ændre ordningen.

"I dag er det kun energikonsulenterne, der har gavn af ordningen. Det er tåbeligt," siger Lars Christian Lilleholt (V), der foreslår, at mærkningen skal kunne bruges som grundlag for ansøgning om lån til energirenoveringer, ligesom han foreslår, at ejendomsmæglere mere aktivt skal oplyse om energisparemulighederne.

Dansk Folkepartis energiordfører, Morten Messerschmidt, ønsker helt at afvikle ordningen.

"Vi får alt for lidt for pengene," fastslår han.

Krav til virksomheder 
Evalueringen af den hidtidige energispareindsats fastslår, at der kan hentes betydelige energibesparelser i erhvervslivet (se anbefalingerne nederst i artiklen). Det vil energiordførerne se på.

"Der er et stort energispare-potentiale i virksomhederne. I dag er det relativt billigt at bruge løs af energien, fordi afgifterne er lave. Der må vi skabe bedre økonomiske incitamenter til at spare, uden at det forringer konkurrenceevnen," siger Lars Christian Lilleholt.

SF er parate til at indføre højere energiafgifter, mens Socialdemokraterne tøver.

"Jeg ved ikke, om afgifter er det rigtige instrument, men det er klart, at især serviceerhvervene ikke har leveret besparelser endnu. Der må vi skabe bedre incitamenter," siger Mette Gjerskov (S).

Energiordførerne fortsætter drøftelserne 17. februar.

Forrige artikel Camilla Hersom skal afløse Niels Helveg Camilla Hersom skal afløse Niels Helveg Næste artikel DF-ordfører afviser mangel på visioner DF-ordfører afviser mangel på visioner