Første skoledag i det nye folketingsår

REPORTAGE: Det nye folketingsår er skudt i gang. Altinget.dk ser tilbage på en festdag i folkestyret.

Der var første skoledagsstemning på Christiansborg tirsdag den 7. oktober. En lang sommer var forbi, og et nyt folketingsår stod for døren.

Rundt om på gangene trissede politikere, sekretærer og rådgivere rundt i deres pæne tøj med et smil på læben. Også forhallen var pyntet til lejligheden med Dannebrogsflag og blomster i massevis. Den første tirsdag i oktober er og bliver en festdag i det danske folkestyre.

En rolig start på dagen
Duften af frisklavet kaffe havde bredt sig til flere af kontorerne, hvor flere af de ansatte startede dagen med at spise morgenmad sammen med kollegerne. For selv om det kommende folketingsår rummer mange politiske slag, så skulle det i hvert fald indledes hyggeligt.

Foran folketingssalen var ledningerne fra diverse tv-kameraer så småt begyndt at lege kluddermor, samtidig med at journalisterne og teknikerne en sidste gang testede udstyret. For på sådan en dag skal tingene bare klappe.

Frem med den røde løber
Uden for Borgen var der også travlhed. Den røde løber var fundet frem, og blev sirligt rullet ud over den nyistandsatte trappe, alt imens ordensmagten så til, at alt forløb fredsommeligt.

Ved 11-tiden begyndte de første politikere at melde deres ankomst foran folketingssalen. SF's socialordfører Özlem Cekic, som var til sin første folketingsåbning, efter hun blev valgt ind ved sidste valg, havde taget sine forældre med sig på Borgen, hvor de blandt andet fik hilst på Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen og Cekics partileder Villy Søvndal.

Så kom dronningen
I takt med, at klokken nærmede sig kvart i 12, steg antallet af mennesker omkring trappen, der fører op til folketingssalen. For ingen folketingsåbning uden kongefamiliens tilstedeværelse.

Og monarken svigtede da heller ikke. Sammen med resten af den kongelige familie blev hun fulgt på plads af Folketingets Præsidium, hvorfra de først kunne se Folketinget genvælge Thor Pedersen som formand og herefter høre statsministeren holde sin tale om rigets tilstand.

En tale i finanskrisens tegn
En tale, som var ventet med spænding. Ikke mindst grundet den finansielle krise, som verdensøkonomien i øjeblikket befinder sig i. Men Fogh havde ikke tænkt sig at bruge sin tale til at begrave håbet og smide nøglerne til kisten væk. Tværtimod gentog han flere gange, at den danske økonomi overordnet var stærk og sund. Statsministeren lagde dog ikke skjul på, at krisen giver Danmark en række udfordringer.

Herefter gik talen med at redegøre for mange af de andre politiske områder, som har været i vælten i den seneste tid. Metock-dommen, manglen på arbejdskraft og klimaforandringerne var blandt de emner, som statsministeren kom ind på i sin tre kvarter lange tale.

Drøje hug fra oppositionen
Nøjagtig en time efter, at dørene til folketingssalen var blevet lukket i, gik de op igen, og ud myldrede såvel regering som opposition til den ventede presseskare, der alle ønskede at høre, hvordan hver især vurderede åbningstalen.

Oppositionen var alt andet end tilfredse med statsministerens tale. Over for Altinget.dk gav S-leder Helle Thorning-Schmidt udtryk for, at hun var godt skuffet over talen, hvor hun mente, at Fogh havde optrådt både arrogant og ude af trit med, hvad der optog den enkelte dansker.

Nogenlunde samme melding lød der fra resten af oppositionen.

Thulesen Dahl var godt tilfreds
Heldigvis for Fogh var der generel tilfredshed hos støttepartiet Dansk Folkeparti. Det var således en meget positiv Kristian Thulesen Dahl, der havde forskanset sig i et hjørne af rummet. Herfra fik han både over for Altinget.dk og andre medier slået fast, at statsministeren med sin tale havde berørt de emner, som var relevante. Der kunne måske godt have været lidt mere med de ældre, men det var i hvert fald ikke fra Kristian Thulesen Dahl, at statsministeren skulle have hug for sin åbningstale. Det samme gjaldt den nyslåede vicestatsminister Lene Espersen, der tog fat på sit første folketingsår som konservativ partiformand.

En ny sæson kan begynde
Efter tre kvarters kaos var kampen om såvel citater som sendetid overstået, og politikerne slentrede tilbage mod henholdsvis kontorer og ministerier.

Første skoledag i det nye folketingsår var forbi. Og en ny sæson i det danske folkestyre kunne begynde.

Forrige artikel Foghs åbningstale: Flere skal i arbejde Næste artikel Selv en statsrevisor kan blive pissesur Selv en statsrevisor kan blive pissesur