20. december: Pelle Dragsted

JULEKALENDER: Selvom Pelle Dragsted (EL) selv har været med til at modernisere Enhedslisten, har han stor respekt for mange af partiets gamle folk. For det var dem, der stod fast, dengang der virkelig var modvind til de socialistiske ideer. Det fortæller han blandt andet i dagens kalenderinterview.

Hvorfor gik du ind i politik?

Det er jo nok det banale svar, men fra jeg var helt ung, har jeg haft lyst til at gøre noget ved de mange uretfærdigheder i samfundet. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der altid har været en god portion social indignation over de forhold, man byder mange mennesker i vores samfund. Så jeg er vel egentlig flasket lidt op med at tage stilling og engagere mig.

Hvilken politiker har været en inspiration for dig?

Mange af de gamle folk i Enhedslisten såsom Frank Aaen (EL) er vigtige for mig. Der bliver talt meget om Enhedslistens modernisering, som jeg jo også selv står for, men uden de mennesker, der stod fast, dengang der virkelig var modvind til de socialistiske ideer, havde vi jo ikke stået her i dag.

Ellers vil jeg nævne Preben Wilhjelm. Han er aldrig nogensinde holdt op med at spille en rolle for venstrefløjen og har altid været god til at udfordre vores egne holdninger kritisk.

Hvilken politiske modstander har du mest respekt for?

Jeg har fået respekt for Rasmus Jarlov (K), selvom han ellers historisk set har været en værre bulderbasse med en del vilde udtalelser. Men i modsætning til mange andre i salen forsøger han rent faktisk at svare på det, han bliver spurgt om, og han erkender samtidig, når der er noget, der ikke er helt nemt. Og det har jeg sgu respekt for.

Er du stadig i politik om fem år?

Ja, det er en del af mit DNA, så jeg tror slet ikke, jeg kan fungere uden at være engageret og blande mig i samfundsdebatten. Men jeg sidder ikke herinde om fem år, da jeg er omfattet af Enhedslistens rotationsregel.

Hvad er den bedste politiske aftale, du har været med til at lave?

Sidste års finanslov havde nogle vigtige elementer, hvor vi fik gennemført forbedringer for mennesker, der er ramt af sygdom og arbejdsløshed. Vi lavede faktisk flere gode aftaler de år, vi var parlamentarisk grundlag for SR-regeringen, men desværre lavede regeringen også bare en lang række aftaler med højrefløjen, der trak i den modsatte retning. 

Hvad gør du for at koble af?

Jeg bor i et kollektiv sammen med nogle andre familier, så søndag aften følger vi gerne med i DR's dramaserier. Og hvis de ikke er der, finder vi en anden serie. Ellers spiller jeg også guitar, og et glas rødvin sammen med min kæreste, når ungerne sover, er også god afkobling.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

For en politisk nørd som mig var Preben Wilhjelms erindringsbog Man kan sagtens være bagklog interessant, fordi den giver et sjovt billede af de ret bizarre diskussioner, der fandtes på venstrefløjen i 70'erne.

Jeg har også læst En mand der hedder Ove af Fredrik Backman. Den er enormt samfundskritisk, men samtidig bare hamrende morsom.

Har du en yndlings tv-serie?

Jeg har lige set True Detective, og den var god. Men jeg er også en sucker for mere tomme kalorier som Game of Thrones, og så sluger jeg med stor glæde alle DR's dramaserier fra Forbrydelsen til Ørnen til Broen.

Og ellers er Twin Peaks jo serien over dem alle. Hele universet er bare skævt, skørt og vildt fedt.

Hvad er din bedste juletradition?

I starten af december laver jeg altid en juledekoration med mine unger. Det er en hyggelig tradition, der sætter gang i julemåneden. Ellers har vi haft nogle ret vilde kalenderskattejagter hjemme i kollektivet. I julesokkerne lå der hver dag et spor, som ledte videre til en opgave, der skulle løses om lørdagen – og det førte så videre frem mod jul. Det var sjovt, men det blev lidt omfattende, og nu er ungerne også blevet ældre, så de gider ikke rigtig mere.

Har du et motto?

Elsk tvivlen. Det er ekstremt vigtigt at udfordre sine egne synspunkter og konstant stille sig selv de sværeste spørgsmål. Jeg er nok blevet grundigt vaccineret mod meget firkantede politiske holdninger, fordi jeg var i et ret radikalt miljø, da jeg var en del af autonombevægelsen. Og i dag kan jeg se, at jeg dengang var alt for dårlig til at stille mig selv de kritiske spørgsmål, og det førte nogle forkerte holdninger og handlinger med sig.

Hvad er det mærkeligste eller bedste, der er sket for dig i 2015?

Det bedste var selvfølgelig at blive valgt. Og det mærkeligste, jeg har oplevet, var på årets Roskilde Festival, hvor Paul McCartney spillede. Min datter er kæmpe Beatles-fan, så vi tog derud og stod i kø 12 timer for at komme op foran. Vi havde et skilt med, hvor der stod Can I have a hug?, og hen mod afslutningen af koncerten kom nogle af vagterne pludselig hen og lyste på min datter. Og så blev hun hevet ind over hegnet og forsvandt fra os. 10 minutter senere blev hun præsenteret på fucking Orange Scene og fik sit kram af McCartney. Det var helt vildt for hende – og jo samtidig en sjov og meget mærkelig oplevelse for os.

Hvad ser du mest frem til i 2016?

Politisk ser fremtiden sgu lidt mareridtsagtigt ud. Der går jo ikke en dag uden dårlige nyheder om angreb på flygtninge, på vores miljø eller på mennesker, der er ramt af arbejdsløshed. Men selvfølgelig ser jeg frem til at kæmpe for at trække Danmark i en anden retning.

Og som altid ser jeg frem til sommerferien. Det er årets højdepunkt. Vi har et sommerhus i Sverige, hvor vi som regel er. Det er fantastisk, for der er hverken internetforbindelse eller noget andet, så man har ikke meget kontakt til omverdenen.

Forrige artikel Jens Rohde forlader Venstre og bliver Radikal Jens Rohde forlader Venstre og bliver Radikal Næste artikel Blixt: Jeg er tryg ved det danske system Blixt: Jeg er tryg ved det danske system