Enige eksperter: Flyrejser er underbeskattede

AFGIFTER: Prisen på en flybillet afspejler ifølge eksperter langtfra de negative konsekvenser for klimaet, og i stedet favoriseres fly frem for andre transportformer. Nye afgifter kan gøre en forskel for klimaet.

Fraværet af afgifter presser prisen på flyrejser i bund, og dyrere billetter vil få flere til at vælge flyene fra til gavn for klimaet.

Det vurderer flere eksperter over for Altinget, efter at Radikale i forbindelse med sit sommergruppemøde onsdag gjorde det klart, at partiet vil kæmpe for at få indført flyafgifter ved de forestående finanslovsforhandlinger.   

”Når vi flyver, så betaler vi langtfra en pris, som står mål med omkostningerne ved CO2-udledningen. Og sammenlignet med almindelig vejtransport så er flytransporten underbeskattet,” siger Peter Birch Sørensen, der er professor i økonomi ved Københavns Universitet og tidligere formand for Klimarådet.

Også professor Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet vurderer, at fly er underbeskattet i forhold til andre transportformer. Han peger først og fremmest på, at der ikke skal betales moms af flyrejser.

”Det fungerer som et indirekte subsidie for flytrafikken, som det er svært at finde en god begrundelse for,” lyder det.

Hos den grønne tænketank Concito kalder seniorkonsulent Henrik Gudmundsson det ”markant”, at man har en stor sektor, hvor CO2-udledningen ikke beskattes direkte.

”Der er ingen tvivl om, at flyvning er underbeskattet i forhold til klimabelastningen. Og EU’s kvotesystem er endnu ikke kendt for at lægge nogen særlige begrænsninger på udledningen af CO2,” siger Henrik Gudmundsson.

Positiv klimaeffekt
Ifølge både Peter Birch Sørensen og Mogens Fosgerau er der ikke den store tvivl om, at dansk flyafgift vil kunne få positive klimaeffekter.

"Jeg anbefaler, at man indfører en dansk flyafgift, så prisen for at flyve i højere grad afspejler den reelle miljøomkostning. Afgiften bør så vidt muligt afspejle CO2-udledningen, så man belønner flyselskaber, der skifter til grønne, syntetiske brændstoffer," siger Peter Birch Sørensen.

Læs hele artiklen på Altinget: transport, hvor du får endnu flere perspektiver og kommentarer.

Forrige artikel Radikale appellerer til bredt udlændingepolitisk samarbejde Radikale appellerer til bredt udlændingepolitisk samarbejde Næste artikel Dagens overblik: Pape i skarp kritik af Løkke, og regeringen vil øge grænsekontrol efter eksplosioner Dagens overblik: Pape i skarp kritik af Løkke, og regeringen vil øge grænsekontrol efter eksplosioner