Minister: Ok med særregler for fair valgkamp

NEUTRALITET: En kommunalbestyrelse må gerne lave lokale regler for embedsmænds politiske bistand i valgkampstider. Det slår minister fast efter kritik i Albertslund om partipolitisk brug af forvaltningen.

Borgmestre og udvalgsformænd har unfair fordele, når de hvert fjerde år skal vejes på demokratiets guldvægt.

Det mener i hvert fald tre mindretalspartier i Albertslund kommunalbestyrelse.

Her forsøgte Enhedslisten, Radikale og Dansk Folkeparti i foråret at få indført nogle særlige ’fair play-regler’, som skulle forhindre politikere med privilegerede taburetter i at udnytte deres position under en valgkamp.

Forslaget blev hældt ned ad brættet af flertalspartierne S og SF, efter kommunens forvaltning havde vurderet, at de nye regler kunne være delvist ulovlige.

Ifølge økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) var mindretallet dog i sin gode ret til at forsøge at lave særlige regler for samspillet mellem forvaltning og ledende politikere under en valgkamp.

”Lov om kommunernes styrelse [er] ikke til hinder for, at en kommunalbestyrelse i et valgår fastsætter retningslinjer for forvaltningens betjening af de kommunalpolitiske organer,” skriver ministeren i et skriftligt svar til Folketinget.

KL: Måske ulovligt
Men, skriver Simon Emil Ammitzbøll i samme pennestrøg, reglerne må ikke begrænse hverken borgmester, udvalgsformænd eller andre kommunalbestyrelsesmedlemmers ”almindelige adgang” til at udøve de funktioner, de er tillagt efter loven.

Og det ville reglerne i Albertslund have gjort, hvis de var vedtaget, konkluderer kommunens forvaltning på baggrund af en ekstern vurdering fra KL.

Den indvending køber mindretalspartierne imidlertid ikke uden videre.

”Vi er skrub-uenige. Ordlyden i det, vi lagde op til, var, at reglerne skulle følges, så længe det ikke forhindrede nogen i at udføre deres hverv. Og jeg kan ikke se, at der er noget i det, vi har lagt frem, som forhindrer nogen i det,” siger Dennis Schmock (R), som var med til at fremsætte forslaget om de nye regler.

Ifølge partierne bag forslaget er de almindelige regler for samspillet mellem kommunale embedsmænd og politikere ikke tilstrækkeligt til at undgå potentielt misbrug af forvaltningen i forbindelse med en valgkamp.

Særligt borgmestre og udvalgsformænd nyder ifølge forslagsstillerne en særstatus, som giver dem en ”uretfærdig fordel”.

Uklare formuleringer
KL vurderer, at forslagene i bedste fald er overflødige og i værste fald kan være direkte ulovlige.

Det sidste gælder først og fremmest forslaget om, at forvaltningen ikke aktivt må arbejde på en måde, som fremhæver enkeltpartier og medlemmer af byrådet.

Denne formulering hæfter også tidligere kommunaldirektør og medlem af Bo Smith-udvalget, Marius Ibsen, sig ved.

Han mener generelt, at forslagene er ganske uklart formuleret.

”Det er svært at afgrænse, hvilke aktiviteter der egentlig sigtes til. Hvad vil det for eksempel sige, at en kommune ’faciliterer’ et arrangement, eller at enkelte politikere ikke må fremhæves?” siger Marius Ibsen.

Læs hele artiklen på Altinget: kommunal (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Politisk overblik: Løkkes Pride-løbetur og en slankere fremtid for DR Politisk overblik: Løkkes Pride-løbetur og en slankere fremtid for DR Næste artikel Alternativet: FN's verdensmål skal på dagsordenen Alternativet: FN's verdensmål skal på dagsordenen