DF: Milliardsag mod Apple er ren undertrykkelse

SKAT: Apple skal – mod Irlands vilje – betale 100 milliarder kroner tilbage på grund af skatteunddragelse, mener EU-kommissionen. Det er ”dybest set” undertrykkelse, mener DF.

EU-Kommissionen går alt, alt for langt, når man blander sig i, hvordan store multinationale virksomheder som amerikanske Apple betaler skat i et EU-land.

Det mener Dansk Folkeparti.

Danske Margrethe Vestager, der er EU's konkurrencekommissær, har lagt sag an mod Apple, der risikerer at skulle betale næsten 100 milliarder kroner. Sagens kerne er, at Irland ifølge EU-Kommissionen har givet for fordelagtige skattefordele til Apple – og dermed reelt statsstøtte, der er ulovligt inden for EU's indre marked.

Men for Dansk Folkeparti er det derimod ”dybest set undertrykkende”, at EU på den måde blander sig i nationalstaternes egne aftaler med enkeltvirksomheder.

”Sagen illustrerer de muligheder, som Storbritannien får ved at træde ud af EU. Briterne vil bedre kunne konkurrere med andre lande om eksempelvis selskabsskat på en mere offensiv måde end i dag,” siger EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

Der er ikke behov for et EU, der bekæmper grænseoverskridende skattespekulation – også selvom også Danmark mister skatteindtægter på det, mener DF-ordføreren:

”Sådan er det jo, når der er fri konkurrence mellem landene. Men nu falder den her aftale for Irland. Og hvor går Apple så hen med sine investeringer? Formentlig uden for EU,” lyder det fra Kenneth Kristensen Berth.

100 milliarder kroner kunne have givet meget hjemmehjælp og bedre velfærd i Irland. Hvorfor er det ikke en god ting, at de får de penge?

”Men de 100 milliarder kroner er et fiktivt tal. Irland ville slet ikke have fået de penge ind i skat uden deres aftale med Apple, der havde valgt at slå sig ned et andet sted,” siger han.

Selvom Kenneth Kristensen Berth er imod EU som vagthund mod skattespekulation i EU, så var partiets tidligere EU-ordfører fra 2009-2015 Pia Adelsteen ikke bleg for at skrive ”godt gået” til Margrethe Vestager, da hun tweetede om sagen.

 

S: Stik piben ind 
Apples ledelse og den irske finansminister har efter afgørelsen signaleret, at de vil appellere Apple afgørelsen fra Kommissionen – Irlands regering ønsker slet ikke pengene tilbage.

Hos de røde partier er der stor glæde over EU-Kommissionens afgørelse. Og det er ifølge Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, vigtigt, at EU bekæmper ”aggressiv skatteplanlægning og -unddragelse” i hele EU.

”Margrethe Vestager fortjener ros for, at hun ikke er bange for at lægge sig ud mod de helt store spillere. Det er på tide, at der sættes ind over for Irland, der har været med til at udhule skattegrundlaget i alle lande og dermed udfordret vores velfærdsfinansiering,” siger han.

Så det, du siger, er, at Irland skal stikke piben ind og se det større perspektiv?

”Ja, helt klart. Irerne skal forstå, at de er del af et fællesskab, hvor den form for skattepraksis skaber en usund konkurrence om at nå bunden for landenes skattepolitikker," siger han.

Apples ledelse og den irske finansminister har efter afgørelsen signaleret, at de vil appellere Apple afgørelsen fra Kommissionen – Irlands regering ønsker slet ikke pengene tilbage.

Læs hele artiklen på Altinget: EU eller tegn gratis prøveabonnement her:

,

Forrige artikel Regeringen vil afskaffe revalidering trods gode resultater Regeringen vil afskaffe revalidering trods gode resultater Næste artikel Regeringen sparker forhandlinger i gang med sættemøder Regeringen sparker forhandlinger i gang med sættemøder