Stort flertal siger nej til højere pensionsalder

PENSION: Det kommer ikke på tale at forkorte indfasningen af den højere pensionsalder. Det slår et stort flertal i Folketinget fast forud for regeringens 2025-plan. Det er noget ”pjat” at tale om, mener DF.

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, SF og Dansk Folkeparti afviser alle at pille ved pensionsalderen.

Dermed lægger i alt 114 mandater sig fast på, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kan lade en fremrykning af den forhøjede pensionsalder ligge i det "katalog af ubehageligheder", han omtalte overfor TV2 tidligere på sommeren.

Kataloget indgår i regeringens arbejde med en kommende plan for dansk økonomi frem mod 2025 og indeholder altså ifølge finansministeren bl.a. muligheden for en kortere indfasningsperiode for forhøjelsen af pensionsalderen.

På nuværende tidspunkt skal pensionsalderen efter planen stige til 68 år i 2030, men finansministeren vil ikke afvise at lade det ske allerede i 2025.

Den øvelse har DI tidligere foreslået, hvilket blev modtaget positivt af Konservative, Radikale og Liberal Alliance.

Vælger regeringen at forfølge ideen om en fremrykning, bliver det imidlertid svært at få skrabet de nødvendige mandater sammen.

”Vi er ikke blevet præsenteret for noget, men vi synes, tanken er en gang pjat,” siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, som bakkes op af sin ordfører-kollega hos Socialdemokratierne, Leif Lahn Jensen.

”Det er ikke noget, vi vil være med til,” siger han og tilføjer:

”Det er langt bedre for samfundet, at vi kigger på uddannelse, arbejdsmiljø og sundhed. Det er langt vigtigere og mere effektivt end at hæve pensionsalderen.”

DF: Kig på seniorførtidspension
En forkortelse af indfasningsperioden for den forhøjede pensionsalder er blevet et tema i forbindelse med regeringens ventede 2025-plan, selvom statsminister Lars Løkke Rasmussen under en spørgetime i maj slog fast, at regeringen ikke havde ”aktuelle planer” om at ændre ved aftaler på området.

Hos DF ønsker man først og fremmest at bruge kræfterne på at sikre bedre forhold for de nedslidte på arbejdsmarkedet.

”Claus Hjort Frederiksen må gerne komme med et forslag, som sikrer, at de nedslidte kan få seniorførtidspension, som vi allerede har aftalt. Det har de problemer med at sikre nu. Den ordning må han gerne få til at virke først – i stedet for at tale at fremrykke højere pensionsalder,” siger Bent Bøgsted og tilføjer:

”Vi skal lade være med at genere dem, der er nedslidte. Det er det, man vil gøre ved at fremrykke den højere pensionsalder.”

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Tegn gratis prøvebonnement her.

Forrige artikel Alternativet: Vi har brug for et venligere Danmark Alternativet: Vi har brug for et venligere Danmark Næste artikel LA: Topskatten skal minimum sænkes med fem procentpoint LA: Topskatten skal minimum sænkes med fem procentpoint