LA: Topskatten skal minimum sænkes med fem procentpoint

SMERTEGRÆNSE: Det er utilstrækkeligt med topskattelettelser på under fem procentpoint, slår Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, fast forud for efterårets skatteforhandlinger.

Topskatten skal lettes med minimum fem procentpoint. Sådan lyder Liberal Alliances krav forud for efterårets forestående skatteforhandlinger.

”Det handler om at flytte det her land fremad. Målet må være at lave reformer, som har en varig effekt, og derfor må vi hæve os op over den diskussion om, at de fem procentpoint er det maksimalt mulige. Nej, det er det mindste. Et minimum,” siger Anders Samuelsen til Berlingske.

Liberal Alliance holder i disse dage sommergruppemøde, ligesom også Venstre gør det. Og beskeden til Lars Løkke Rasmussen er klar: Selvom der i regeringsgrundlaget står, at V-regeringens ambition er at sænke topskatten med fem procentpoint, er der for Liberal Alliance tale om et ultimativt krav, som ikke er til forhandling.

Kravet er ikke nyt, og Anders Samuelsen har flere gange truet med at vælte regeringen, hvis ikke der kommer lettelser i topskatten.

LÆS OGSÅ: Thulesen Dahl: Et samarbejde med S kræver tid

Samtidig har Dansk Folkeparti tidligere afvist at lægge stemmer til skattelettelser i topskatten, men det slækkede DF-formand Kristian Thulesen Dahl dog lidt på på ved partiets sommergruppemøde onsdag. Her ville han ikke længere kategorisk afvise, at blå bloks største parti kunne lægge stemmer til skattelettelser, hvis der til gengæld kom stramninger på udlændingeområdet.

Hos Venstre vil man ikke forholde sig konkret til Liberal Alliances krav forud for lanceringen af Venstres 2025-plan. Finansordfører for Venstre, Jacob Jensen, fortæller, at Venstre forsøger at se tingene i en helhed og ikke stirre sig blind på et enkelt punkt som skatten. Han konstaterer samtidig, at det ser svært ud at finde et flertal.

”Uanset hvor meget Liberal Alliance, de Konservative og vi måtte ønske at gøre noget ved skatten på arbejde, så har vi ikke et politisk flertal,” siger han.

Venstre ventes at fremlægge sin 2025-plan i løbet af denne måned.

Forrige artikel Stort flertal siger nej til højere pensionsalder Stort flertal siger nej til højere pensionsalder Næste artikel Løkke vil styrke den nationale sikkerhed Løkke vil styrke den nationale sikkerhed