DF med beslutningsforslag: Luk Grimhøjmoskéen

Søren Espersen (DF) i Folketinget fredag 4. marts 2016 under værdidebat om indvandring og Grimhøjmoskéen.

LUKNING: Dansk Folkeparti vil have lukket Grimhøjmoskéen, men det løser ikke problemet med radikalisering, siger Venstre.

Da der fredag var debat om regeringens værdipolitik i forhold til udfordringerne med indvandring, stillede Dansk Folkeparti et beslutningsforslag om at lukke Grimhøjmoskéen.

Det sker på baggrund af den seneste uges afsløringer fra TV 2 om Grimhøjmoskéen.

"Grimhøjmoskéen danner rammen om en volds- og dødsforherligende kult, en pest over Danmark, og som sådan den første ud af mange, der burde opløses og forbydes," sagde Dansk Folkepartis grundlovsordfører, Søren Espersen.

Der var imidlertid ikke opbakning til forslaget fra regeringen.

"Hvis jeg troede, at moskélukningen med et snuptag bare ville løse problemerne om miljøet omkring Grimhøjmoskéen, så ville jeg da juble et ja. Men så simpel er verden bare ikke," lød det fra Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth.

Regeringspartiet afviser dog ikke et indgreb over for moskéen, men understregede, at et beslutningsforslag ikke er den rigtige måde.

"Jeg støtter lukningen af moskéen, hvis det sker med hjemmel i almindelig lovgivning," tilføjede Marcus Knuth.

Forrige artikel S savner gode argumenter for udflytning af DIIS S savner gode argumenter for udflytning af DIIS Næste artikel Regeringen præsenterede forslag mod stalking Regeringen præsenterede forslag mod stalking