Justitsminister beklager langsomme svar til Folketinget

Justitsminister Søren Pind (V) beklagede under spørgetimen onsdag 10. februar langsommelig proces i forbindelse med samrådsspørgsmål. 

PROCES: Retsudvalget har ventet i en måned på en dato for et samråd og har i mellemtiden måttet rykke for svar. Pernille Skipper (EL) revsede onsdag justitsministeren for processen. Søren Pind (V) "beklager dybt". 

"Hvordan stiller justitsministeren sig i forhold til muligheden for at Folketinget får indflydelse, når man ser sådan en proces?".

Spørgsmålet faldt fra retsordfører Pernille Skipper (EL), som onsdag havde hevet justitsminister Søren Pind (V) i salen til et mundtligt spørgsmål om regeringsførelse.

Baggrunden er, at Retsudvalget 4. januar indkaldte ministeren til samråd i forbindelse med, hvordan Danmark til konferencen UNGASS 2016 i FN-regi vil stille sig i drøftelser om nationers muligheder for at afkriminalisere narkotikaområdet helt eller delvist.

Retsudvalget har afventet svar fra Justitsministeriet, men måtte 20. januar rykke for svar og i samme anledning også stille spørgsmålet til sundhedsministeren. Samrådet er imidlertid først 4. februar blevet sat til at blive afholdt 24. februar 2016.

Pernille Skipper udtrykte stor utilfredshed med processen og ville vide, om justitsministeren synes, det er god regeringsførelse. Derudover udtrykte hun bekymring for, hvordan Folketinget skal nå at få indflydelse på Danmarks stilling, eftersom processen op til UNGASS 2016, som afholdes i april, allerede er i gang.

Søren Pind beklagede flere gange og erkendte, at det sene svar skyldes tvivl om, hvorvidt samrådsspørgsmålet skulle besvares af justitsministeren eller sundhedsministeren.

Samrådet er nu berammet til 24. februar 2016 med fælles besvarelse af justitsminister Søren Pind og sundhedsminister Sophie Løhde (V). 

Forrige artikel Misbrugte plejebørn: Minister vil undersøge forældelse Misbrugte plejebørn: Minister vil undersøge forældelse Næste artikel Pressemøde: Se regeringen præsentere prisen for udflytning Pressemøde: Se regeringen præsentere prisen for udflytning