Blåt pres på regeringen for mere nødhjælp

FINANSLOV: Regeringen skal prioritere en større del af udviklingsbistanden til nødhjælp, mener både Konservative og Liberal Alliance. Sidstnævnte vil allerede i 2016 hente en kvart milliard kroner ekstra til nødhjælp via NGO’ernes rammeaftale.

Nok vil regeringen samlet set sænke udviklingsbistanden, men på nødhjælpsdelen vil den tilføre 50 millioner kroner ekstra.

Det er imidlertid ikke nok, lyder det fra både Konservative og Liberal Alliance, mens Dansk Folkeparti ikke afviser.

De Konservative udtrykte allerede i forbindelse med offentliggørelsen af regeringens finanslovforslag et klart ønske om at hæve bistandens andel til nødhjælp, og nu stemmer Liberal Alliance i.

Partiet ønsker ikke at sætte konkrete tal på de ekstra nødhjælpsmidler over en længere årrække, men byder i første omgang ind med 250 millioner kroner ekstra i 2016, som skal bruges til at forbedre situationen i Syrien. Pengene skal tages fra rammeaftalen for de danske NGO'er, som regeringen i forvejen har foreslået at skære ned fra 808,0 millioner kroner til 595,6 millioner kroner næste år. 

Står det til Liberal Alliance, skal den pulje derfor slankes med endnu 250 millioner kroner fra næste år, forklarer partiets udviklingsordfører Christina Egelund.  

Bistanden falder – nødhjælpen stiger
Det har længe været kendt, at regeringen går efter at sænke den samlede udviklingsbistand fra 0,87 til 0,7 procent af BNI. I forbindelse med finanslovforslaget fra september satte regeringen også tal på, hvor meget af bistanden der skal gå til nødhjælp.

Det bliver i alt cirka 12,5 procent af den samlede danske udviklingsbistand i 2016, og den procentdel er den højeste siden 2010, hvor godt otte procent var afsat til nødhjælp.

(Artiklen fortsætter efter grafen)

I runde tal svarer den ekstra nødhjælp til 50 millioner kroner, da den samlede pulje penge samtidig er blevet mindre.

Det bør dog ikke forhindre regeringen i at skrue yderligere op for nødhjælpsandelen, mener regeringens blå støtter i K og LA.

Konservatives Naser Khader har konkret udtrykt ønske om at reservere en fjerdedel af alle bistandsmidler til nødhjælp, mens Liberal Alliance nøjes med at sige, at ”de bakker op om Konservatives retning”.

Liberal Alliance bakker samtidig – modsat Konservative – op om regeringens overordnede spareønsker på området, og partiets ordfører Christina Egelund mener grundlæggende, at der er brug for ”et opgør med udviklingsbistand i klassisk forstand.”

”Vi vil hellere presse på for at øge frihandlen i verden. Der er langt mere fremtidssikring i, hvis vi eksempelvis giver de afrikanske lande muligheder for at sælge sine varer,” siger hun og peger på Angus Deatons (Nobelprismodtager i økonomi 2015, red.) arbejde, som ifølge Christina Egelund viser, at udviklingsbistand enten ikke gør nogen forskel eller ligefrem gør skade på modtagerlandene.

DF overvejer
Dansk Folkeparti bakker op om regeringens overordnede besparelse på udviklingsbistanden, men er endnu ikke på samme måde klar til at reservere en endnu større del af bistandskagen til nødhjælp.

Partiets udviklingsordfører Claus Kvist Hansen forklarede i sidste måned over for Altinget, at ”det handler om at bruge pengene, hvor det er mest akut, og hvor man får mest for pengene her og nu. Og lige nu er der ingen tvivl om, at der er behov for penge til nødhjælp i især nærområderne.”

Derfor konkluderede Claus Kvist Hansen samtidig – ikke afvisende over for tanken om at øge nødhjælpens andel af den samlede bistand - at der kan ”være god grund til at hæve rammen.” 

 

Forrige artikel Regeringen vil gå politi-uddannelsen efter i sømmene Regeringen vil gå politi-uddannelsen efter i sømmene Næste artikel Partier: Danskerne skal vide hvad indvandring koster Partier: Danskerne skal vide hvad indvandring koster