11 partier gør klar til EU-valgkamp: Her er temaerne, slagsmålene og mulighederne

Selvom krigen i Ukraine og dens dertilhørende tragedier ikke længere har nyhedens værdi, står det udenfor enhver tvivl, at Ruslands invasion fortsat danner bagtæppe for den scene, hvorpå de vigtigste dramaer i dansk politik udspiller sig.

Netop derfor tyder meget på, at også spørgsmålet om tryghed og sikkerhed i en usikker verden, bliver det mest centrale i den accelererende valgkamp frem mod europarlamentsvalget 9. juni.

I hvert fald har både Socialdemokratiet og Venstre tilrettelagt en valgkamp, hvor den intensiverede geopolitiske situation står helt centralt.{{toplink}}

Dermed tyder meget på, at de grønne dagsordner, der stjal det mest af rampelyset ved det seneste EU–valg i 2019, kan få hård konkurrence af en bred sikkerhedsdagsorden, der også rummer problemerne ved EU's ydre grænser, spørgsmålet om forsyningssikkerhed og en verdensorden, hvor protektionisme ikke længere er et fyord.

Det erfarer Altinget på baggrund af samtaler med kilder på Christiansborg og i Bruxelles.

Selvom de danske politikere på lange og brede stræk har den samme opfattelse af, hvilken rolle Danmark skal spille i det europæiske fællesskab, er der lagt op til en hård valgkamp med meget spil for især SVM–regeringen, der endnu venter på sit folkelige gennembrud.

Det skyldes ikke mindst, at partierne anser EU–valget som en slags styrkeprøve inden den sidste halvdel af valgperioden går i gang. Logikken er, at et godt EU–valg, der allerede er blev udråbt som et slags midtvejsvalg, kan give medvindsramte partier et afgørende rygstød frem mod det næste folketingsvalg.

Nederlag og tilbagegang kan omvendt starte eller accelerere allerede eksisterende kriser.

Troels Lunds Poulsens første valg

I skrivende stund tyder meget på, at Venstre tilhører den sidste kategori af partier.

Sikkert er det i hvert fald, at Troels Lund Poulsen har meget på spil, når han til juni for første gang møder vælgerne som partileder.

Hans kriseramte parti er klemt i regeringssamarbejdet og på kant med dets landmandsbagland. Derfor er det helt afgørende for ham, at Venstre ikke falder helt igennem til juni.

Ifølge meningsmålingerne er der en overhængende risiko for en halvering sammenlignet med EU–valget i 2019. Derfor har partiets strateger besluttet sig for, at både Troels Lund Poulsen og næstformand Stephanie Lohse skal spille fremtrædende roller i kampagnen, hvor målet er mindst to mandater.

De vil med al sandsynlighed gå til spidskandidat og EU–veteranen Morten Løkkegaard og landmanden Asger Christensen, der står stærkt i den del af Venstre, hvor modstanden mod en CO2–afgift på landbruget er størst. Håbet er, at Asger Christensen vil bruge sit landbrugs–etos som en slags brandmur mod Danmarksdemokraterne, der gør kur til især jyske Venstre–vælgere.

Frygten er, at Asger Christensen smider mundkurven og sætter ild til CO2–debatten, der er forsøgt lagt på køl i den grønne trepart.

Målet for Venstres valgkamp er først og fremmest at benytte lejligheden til at øge danskernes kendskab til partiets nye ledelse. Men nedenunder ligger der også et lønligt håb om, at Troels Lund Poulsen kan bruge sin rolle og tyngde som forsvarsminister i debatterne om, hvordan EU i fremtiden kan skrue op for samarbejdet på forsvarsområdet og skabe et europæiske perspektiv for ukrainerne. Om de seneste skandaler i Forsvaret sætter en stopper for den plan, er fortsat et åbent et spørgsmål.

En anden udfordring for Troels Lund Poulsen er, at hans kolleger i regeringstoppen – statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) – på lange stræk og af åbenlyse årsager deler Venstres ambitioner om, at Europa skal kunne meget mere selv i en usikker verden.

Desuden er der en naturlig grænse for, hvor hårdt de tre regeringspartier kan gå til hinanden i valgkampen. Det kan sætte en begrænsning på Troels Lund Poulsens muligheder for at skabe den nødvendige kant til Socialdemokratiet og Moderaterne.

Hård blå konkurrence

I stedet tyder meget på, at Venstre vil forsøge at prikke til konkurrenterne i Liberal Alliance, der for tiden huser tusindvis af utilfredse Venstre–vælgere.

Alex Vanopslagh har sat Henrik Dahl i spidsen for partiets kampagne, hvor succeskriteriet – de rekordhøje landspolitiske meningsmålinger til trods – er at sikre det første EP–mandat i partiets levetid.

Derfor har Henrik Dahl forsøgt at lægge fordums EU–skepsis på hylden på vegne af partiet. Men det er en påstand, som især Venstre vil forsøge at udfordre og betegne som dybt utroværdig.

Desuden vil Venstre, Radikale og Moderaterne, der alle tilhører Europa–Parlamentets liberale Renew–gruppe, også forsøge at udstille paradokset i, at Liberal Alliance har søgt om optagelse i den store konservative og borgerlige EPP–gruppe.

Liberal Alliance vil især markere sig på, at man er det sikre valg for alle borgerlige mennesker, der ønsker et ikke–ideologisk EU, der alene fokuserer på de største dagsordner. Politisk vil Henrik Dahl gå til valg på et erhvervsvenligt program med fokus på budgetdisciplin, vækst og konkurrenceevne. Den overordnede geopolitiske situation kommer også til at stå centralt i partiets kampagne.

Hvis der skal sættes angreb ind, bliver det mod de tre partier i den liberale gruppe. For eksempel skal Venstre regne med at få på puklen for deres støtte til den danske implementering af EU–direktivet om øremærket barsel for fædre. Den slags europæisk socialpolitik er nemlig – ifølge Liberal Alliance – woke og et godt eksempel på lovgivning, som EU slet ikke skal bruge tid på.

Støjberg på bustur

Samme toner vil man formentlig få at høre, hvis man lytter til Danmarksdemokraterne, der også kæmper for partiets første EU–mandat.

Ifølge målingerne er det langtfra en given sag, at partiets ukendte spidskandidat Kristoffer Storm bliver valgt, og derfor kommer Inger Støjberg til at kaste sig ind i valgkampen med fuld musik.

Ligesom ved folketingsvalget, skal hun – sammen med Kristoffer Storm – på bustur rundt i landet og føre valgkamp. På messer, markeder og parkeringspladser vil hun fortælle danskerne, at hun går ind for et EU, der ligner det gamle EF. Derfor skal Bruxelles blande sig udenom, når det handler om for eksempel kvindekvoter, barselsregler og den danske arbejdsmarkedsmodel.

Hendes mærkesager er mere grænsekontrol, bedre forsyningssikkerhed og lempeligere regler for dem, der ønsker at slå ulve ihjel. Desuden går partiet også ind for en fælles europæisk produktion af våben.

Det samme gør Niels Flemming Hansen og Konservative, der er på vej tilbage til hverdagen efter Søren Pape Poulsens død i marts.

Den nye formand Mona Juul har ladet forstå, at hun vil kaste sig ind i valgkampen med liv og sjæl, så partiet ikke mister mandatet, der for tiden varetages af den detroniserede Pernille Weiss.

Partiets primære budskab er, at Konservative har høj status og en afgørende stemme i både EPP–gruppen og den samlede konservative parti-familie. Den slags indflydelse kan være med til trække bevægelsen i en grønnere retning til gavn for Danmark, lyder rationalet.{{toplink}}

Alt tyder på, at Liberal Alliance alene har planer om alene at søge optagelse i EPP–gruppen i Parlamentet og ikke i selve partiet. Om de borgerlige svingvælgere kommer til at forstå den forskel, vil tiden vise.

Partiet har desuden en formodning om, at valgets store temaer – sikkerhed, migration og klima – passer godt til de klassiske konservative dyder, og at en god valgkamp derfor kan være nok til at sikre mandatet.

Socialdemokratisk tryghedsvalg

Selvom sikkerhedspolitikken ikke er et klassisk rødt politisk emne, har man også til venstre for midten accepteret de nye dynamikker og forberedt sig på en valgkamp i krigens tegn.

Her føler Mette Frederiksen sig på sikker grund. For hun har – modsat Venstre–toppen – i en årrække kultiveret en fortælling om Socialdemokratiet som et værn mod globaliserings negative konsekvenser i bredeste forstand.

Det var derfor, hun havde et politisk sprog og et ideologisk bagtæppe at trække på, da corona–krisen brød ud. Ifølge Altingets politiske redaktør Esben Schjørring har hun – i forbindelse med krigen i Ukraine – forsøgt at træde tilbage i favoritrollen som "krisemanager," hvilket formentlig også vil afspejle sig, når hun senere på foråret for alvor stempler ind i valgkampen på vegne af sit parti.

Om hun også kommer til at være med i kabalen om EU’s topposter efter valget, er fortsat et åbent – men ekstremt interessant – spørgsmål, der kan risikere at fjerne fokus fra den politiske substans.

Hvad den angår, har Socialdemokratiet planlagt en kampagne, der centrerer sig om en bred tryghedsdagsorden, der især kommer til at fokusere på europæisk sikkerhed, en stærkere grænse og hårdere regulering af tech–industrien.

Ved sin side har Mette Frederiksen den erfarne parlamentariker Christel Schaldemose, der debuterer som spidskandidat. Men det forventes også, at en række socialdemokratiske ministre kommer til at træde frem i forreste række, når slutspurten nærmer sig.

Lidegaard og Løkke i hård konkurrence

Hos det tredje regeringsparti Moderaterne har man planlagt en valgkamp, hvor der skal skrues helt op for EU-begejstringen.

Den pointe blev skåret ud i pap for alle, da den franske præsident Emmanuel Macron tonede frem på storskærmen ved partiets årsmøde i Vejle, mens de delegerede viftede med de til lejligheden uddelte EU–flag

På den politiske substans kommer partiformand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ikke til at skille sig mærkbart ud fra de andre regeringspartier.

Lytter man godt efter, vil man dog kunne høre en tonalitetsforskel på udenrigsministeren og statsministeren, når snakker falder på de mange europæiske udfordringer.

I stedet for at tale om kriser og frygt, vil Lars Løkke Rasmussen og spidskandidat Stine Bosse forsøge at tale om løsninger og håb.{{toplink}}

Hos Martin Lidegaard og Radikale har man godt noteret sig, at der er opstået en ny konkurrencesituation, når det handler om de EU–begejstrede midtervælgere.

Men håbet er, at partiets historiske og dybe troværdighed som helhjertede EU–fortalere vil komme den nye spidskandidat Sigrid Friis til gavn.

Partiets tidligere ungdomsformand, der slog Rasmus Helveg Petersen i kampen om at blive nummer et på stemmesedlen, har forberedt en valgkamp, hvor målet er at sammenkoble de store dagsordner – sikkerhed og klima – i én samlet fortælling.

Her er energipolitikken udset som et afgørende politisk område. Kort fortalt vil Radikale argumentere for et styrket grønt EU–samarbejde, hvor målet er at gøre kontinentet uafhængig af Putins gas og fossile brændsler.

Det er tillige en dagsorden, der passer godt til politisk leder Martin Lidegaard, der har en fortid som både klimaminister og udenrigsminister.

Sikker havn for utilfredse socialdemokrater

Også i SF hersker der en fornemmelse af, at et sikkerhedsvalg vil passe godt til den profil, Pia Olsen Dyhr har opbygget i kølvandet af Ukraine-krigen.

For eksempel bliver det bemærket, at partiet blev belønnet af vælgerne ved folketingsvalget kort efter indgåelsen af det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Siden valget er meningsmålingerne skudt i vejret – og i samme periode har SF været med i alle oprustningsaftaler på forsvarsområdet.

Meget tyder på, at den tidligere formand Villy Søvndal bliver ansigtet på netop den del af SF’s kampagne. Håbet er, at den tidligere udenrigsminister – især i mange røde og frafaldne socialdemokraters øjne – opfattes som en troværdig og erfaren politiker, som man roligt kan give sin stemme.

Mindre kendt er partiets spidskandidat Kira Marie Peter–Hansen, der går ind til sin anden periode i Bruxelles. Blandt andet derfor har Pia Olsen Dyhr valgt at danne et tæt parløb med den 26–årige københavner.

En tilbagevendende talelinje for dem begge vil være, at det forventede europæiske højreskred kan betyde, at den grønne omstilling bliver sat på pause eller ligefrem rullet tilbage på EU-plan.

I den forbindelse vil også Enhedslisten og Radikale rette sigtekornet mod de borgerlige partier og især Danmarksdemokraternes Inger Støjberg. Hun fører allerede nu en hård kampagne mod den bebudede CO2–afgift på landbruget. Hvordan eksempelvis Venstre kommer til at agere i en sådan debat, bliver interessant at holde øje med.

Rød borgfred

Selvom Enhedslisten ikke fik tilbudt en plads i SF, Socialdemokratiet og Alternativets valgforbund, er der ikke lagt i kakkelovnen til hårde, interne kampe på venstrefløjen.

I målingerne kan man se, at SF appellerer til mange af Enhedslistens mere EU–begejstrede vælgere og utilfredse socialdemokrater. Men analysen er, at vælgerne kommer af sig selv, hvis man står fast på egne budskaber. Heller ikke i Enhedslisten er der appetit på et internt rødt rivegilde.

Håbet hos begge partiet er, at et godt valg kan bruges som endnu et argument for, at Mette Frederiksen bør droppe sit midterrprojekt og vende hjem til rød blok.

Hos Enhedslisten er det veteranen Per Clausen, der er spidskandidat. Den 69–årige nordjyde, der i dag er rådmand i Aalborg, har en fortid som partiets ordfører for blandt andet klima og EU, og derfor er der i partiet en stærk tro på, at Enhedslisten kan genvinde det mandat, Nicolaj Villumsen sikrede for fire år siden.

Også hos Per Clausen er partiets historiske EU–skepsis lagt på hylden til fordel for en tækning, hvor EU ikke ses som et onde i sig selv. Parlamentet er tværtimod en politisk kampplads, hvor man kan forsøge at trække Europa i en rødere, grønnere og mere demokratisk retning.

På Christiansborg ved man godt, at standpunktet slet ikke deles af alle i baglandet. Men omvendt er der en fornemmelse af, at man med den nye linje i synet på EU og Nato har bragt sig i en dybere samklang med størstedelen af partiets vælgere.{{toplink}}

Loyale DF–vælgere

Helt omvendt forholder det sig hos Dansk Folkeparti. Ifølge Altingets seneste Epinoin–måling har Morten Messerschmidt faktisk de meste loyale vælgere, når det kommer til EU–valget. 86 procent af partiets nuværende vælgere til Folketinget vil også stemme på Liste O til juni. Det er den højeste andel blandt alle partier.

I samme måling står Dansk Folkeparti og spidskandidat Anders Vistisen til at beholde sit nuværende ene mandat. Et sådant resultat vil af partiledelsen blive udlagt som en sejr, og som en vidnesbyrd om, at partiet er i en god gænge efter de seneste års kriser.

Politisk vil DF mest af alt fokusere på behovet for at styrke EU’s ydre grænse samt det faktum, at flere og flere migranter søger mod Europa.

Det hårde krav om, at Danmark bør forlade EU vil tværtimod ikke komme til at fylde meget i DF's kampagne. Partiet vil hellere bruge taletiden på advare mod "ufornuftige" EU–regler og de kræfter, der kæmper for mere magt til Bruxelles.

En oplagt skydeskive er sidste års europapolitiske aftale, hvor alle partier – undtagen DF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten – blev enige om, at flertalsafgørelser kan være vejen frem i blandt andet EU’s udenrigspolitik.

Håbet er, at en sådan kombination kan appellere til vælgere i Liberal Alliance og især Danmarksdemokraterne, der har overtaget en stor portion af partiets gamle EU–skeptiske vælgerskare.

malte@altinget.dk