Helles mindeord til Svend Auken
DOKUMENTATION: "Han lærte os at tilgive - både sig selv og andre," sagde Socialdemokraternes formand ved mindehøjtideligheden i Christiansborg Slotskirke.
Partiformand Helle Thorning-Schmidts mindeord for Svend Auken i Slotskirken den 10. august 2009:
Han sagde det selv. Sidste gang han stod på talerstolen på sit partis kongres. Verden er endnu ung. Der er endnu meget, der skal gøres. Der er altid et bjerg, der skal bestiges. En dal, der skal passeres. Rejsen fortsætter.
Men det bliver uden Svend Auken.
John F. Kennedy sagde engang: "Verdens problemer kan umuligt løses af skeptikere eller kynikere, som lader deres udsyn begrænse af åbenlyse kendsgerninger. Det vi har brug for, er mennesker med drømme om det, der endnu aldrig har kunnet lade sig gøre."
Vi elskede Svend for at han hverken var skeptiker eller kyniker. Han drømte om at gøre det, der aldrig endnu havde kunnet lade sig gøre.
Derfor blev han et af de mennesker, Danmark har brug for.
Svend Auken søgte aldrig et let liv. Han kendte sine egne svagheder, men følte sig forpligtet af sin styrke.
Et menneske med utrolige muligheder. Som alligevel gav mere end han fik. Ved at bruge sit liv på at slås for dem, der har mindst.
Han levede i en tid med hastig fremgang og forandring. Lighed mellem mænd og kvinder. Industrilandet, der blev til vidensnationen. Et Danmark der blev forankret i Europa og kastet ind i globaliseringens malmstrøm.
Han sugede det til sig med en smittende begejstring.
For ham var fremtiden aldrig farlig og dunkel. Den var en verden af muligheder, der skulle udforskes og bruges. Der var intet sekund at spilde.
Og for Svend var der ingen grund til, at det ikke kunne være Danmark, der gik forrest.
Ét menneske alene kan ikke forandre sin samtid. Men den, der kan få andre til at se målet med at prøve i fællesskab kan ændre historiens gang. Og det kunne Svend.
Han vidste, at de første trin er de sværeste. Men også at nogen måtte gå forrest. Og hvis ikke det var ham, hvem så?
Der var nederlag og sejre. Også for Svend. Sådan må det være.
For hver sejr satte han sig et nyt mål på Danmarks vegne. Han var jo slet ikke færdig.
Og for hvert nederlag blev han stærkere, mildere og klogere. Han lærte mig - han lærte os - at det gælder om at komme videre. Tilgive. Både sig selv og andre. Og at resultaterne og fremtiden er det, der betyder noget.
Bestandig, rastløs og energisk. Men aldrig tilfældig og hovedløs. Nej, man skulle ikke tage fejl, når Tingets største socialdemokrat kom farende - ofte med skjorten lidt uden på bukserne, og med blikket rettet mod alle og ingen steder.
Og når jeg var sammen med Svend vidste jeg, at der var grund til at lytte på hans vandrende tanker. Der var grund til at give sig tid.
Og selv om tiden altid var knap - særlig i den sidste tid - delte han den generøst. Med varme og oprigtighed mødte han mennesker. Altid med blik for deres muligheder. Altid med ønsket om at hjælpe.
Svend havde en plads i så mange forskellige menneskers hjerte. Det var ikke kun hans egen generation eller hans lige, der holdt af ham. Nej, Svend havde en særlig plads i mange unge menneskers hjerte. De så i ham en ven og en ligesindet.
Når de lyttede til ham virkede morgendagen aldrig som en trussel, men altid som et løfte. Også når han talte om pligter, udfordringer og problemer. Med Svend kunne de drømme.
Nu er Svend her ikke længere, og vi må selv bære drømmen videre.
Jessica, Louise, Adam og David. Han var mere stolt af sine børn end af noget andet. Og det sagde ikke så lidt.
Men I har delt ham med os socialdemokrater hele livet. Vi vidste, at vi kun havde ham til låns. Men hvor har vi brugt ham.
Vi har grædt med ham. Vi har grinet med ham. Vi har halset efter ham i vores fælles stræben for at gøre uret til ret. Og vi kan næsten ikke fatte, at det ikke bliver sådan igen.
Vi var så stolte af vores Svend.
Han var forrest i stormklokkens klemt.
Vi har mistet en god kammerat.
Danmark har mistet en af sine store sønner.
Ære være Svend Aukens minde.
"Danmark har mistet en af sine store sønner"
