Fogh: I skal forvandle krisen fra fare til mulighed

NYTÅRSTALE: Ved at skubbe Danmark ind i en grøn fremtid skal danskerne i fællesskab forvandle krisen fra en fare til en mulighed, sagde statsministeren.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har holdt sin traditionsrige nytårstale på årets første dag.

Modsat sidste år, hvor han betonede faren for en overophedet økonomi, var det i dag truslerne i form af global økonomisk krise og den øgede terror, der var akslerne i Foghs tale.

Han lovede at indfase den kommende skattereform så hurtigt, at danskerne ved at få flere penge til forbrug kan imødegå, at krisen herhjemme bliver værre end højst nødvendigt.

"En skattereform, hvor vi sænker skatten på det, vi vil have mere af - arbejde. Og hæver skatten på det, vi vil have mindre af - forurening," sagde statsministeren i sin tv-henvendelse til danskerne fra sin æresbolig Marienborg i Nordsjælland.

Han lagde dermed op til sin tales konklusion, nemlig at Danmark skal få foran i en grøn udvikling i verden. Grøn vækst. Ikke bare i anledning af FNs klimatopmøde i København sidst på året, men i høj grad af hensyn til os selv, så vi kan blive fri for at købe energi i lande, vi ikke politisk ønsker at støtte:

"Den vestlige verdens afhængighed af importeret olie og gas medfører en massiv overførsel af velstand fra verdens demokratier til verdens oliestater. Til regimer, som ikke altid deler vort syn på frihed og folkestyre. Ved at mindske overførslen af penge til dem, kan vi øge vor egen selvstændighed. Ved at reducere behovet for importeret energi, kan vi øge frihed og sikkerhed. Ved at svække afhængigheden af olien og gassen, kan vi styrke den demokratiske verden. At skabe en grøn, bæredygtig vækst er den største udfordring for denne og for den næste generation. Det bliver en stor opgave. Den vil kræve engagement og tage tid. Men det er en opgave, vi kan løse ved at stå sammen i en svær tid," konkluderede statsministeren sin nytårstale.

I har ikke spurgt
Den indeholdt i øvrigt også en stærk, næsten følelesladet tak til de danske soldater udstationeret i verdens brandpunkter:

"I har ikke spurgt, om det kan nytte.
I har gjort, hvad I fandt rigtigt.
I er en inspiration for os alle.

En inspiration til selv at tage ansvar. Og ikke blot vælte opgaven over på andre.Til selv at yde en indsats. Og ikke blot kræve af andre.Til at se muligheder. Og ikke blot give op. Det er den holdning, der skaber respekt om os danskere ude i verden. Det er den holdning, der skal til for at klare udfordringer og modstand. Og det er også den holdning, som nu skal bringe os styrkede ud af det økonomiske stormvejr."

Neden for gengiver Altinget.dk statsministerens nytårstale 2009 i fuld længde til dokumentation.

 

Forrige artikel Den store rorgænger død, 81 år Den store rorgænger død, 81 år Næste artikel Snit af målinger: Blokkene står lige Snit af målinger: Blokkene står lige