Cordua: Arbejdsmarkeds-politikken er en eklatant fiasko

Der er næppe noget politikområde, der fremstår mere impotent end arbejdsmarkedspolitikken med hensyn til at få flygtninge og de mindst brugbare, eller mindst motiverede arbejdsløse i arbejde. 

Skiftende regeringers stort anlagte tiltag bl.a. med forhenværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens ”akutjob-ordning”, der skulle løfte disse grupper ud af arbejdsløshedskøen og ind i de bidragendes rækker, står som tomme monumenter over manglende evne og vilje til at løse problemerne.

Se nu på Venstre-regeringens tiltag, Integrationsgrunduddannelsen (IGU), som er en treårig praktikordning, der skulle forsøge at skaffe tusindvis af flygtninge i job.

Under store fanfarer fik den daværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) sammen med arbejdsmarkedets parter skruet den ordning sammen, hvor flygtninge via en praktikordning i virksomheder kunne få adgang til arbejdsmarkedet. Det sker i øvrigt til elevlønninger på gældende overenskomster. Nu kan Berlingske onsdag gøre boet op. Sølle 157 forløb er blevet aftalt i løbet af et halvt år.

I store dele af landet er der ikke en eneste virksomhed, som er gået med i ordningen. Begrebet 'eklatant fiasko' er ikke engang en dækkende beskrivelse. Det har formentlig kostet skatteborgerne flere penge, end der siden vil komme ind i skatteindtægter, at lade alle mulige bureaukrater udtænke og administrere denne ordning, men med så latterlig marginal effekt til trods for alle de gode intentioner.

Hvad skyldes så fiaskoen? Det kommunale system er generelt ikke gearet til at finde ud af flygtninges gennemgående meget få og lave kompetencer. Man skyder skylden på et computersystem, hvilket jo efterhånden ikke kommer som en overraskelse for nogen.

Det offentlige er simpelthen ude af stand til at købe et computersystem, der virker. Til gengæld er det altid dyrt. Kommunerne er som bekendt verdensmestre i at give alle andre skylden, selv om der også findes kommuner, der faktisk formår at løse opgaven.

Hvad enhver også kunne have sagt sig selv fra starten, så mangler der en interesse hos virksomhederne for at medvirke. Hvorfor? De kan formentlig ikke se nytten i at investere tid og ressourcer i disse IGU-forløb, når det er mere end usikkert, hvad de får ud af det i det lange løb.

Man må formode, at der for virksomhederne findes mere lønsomme alternative investeringer end at udfylde skemaer og søge om tilskud og holde folk i hånden, mens man venter på, at kommunerne kommer i omdrejninger og får deres computersystemer til at virke. Og heldigvis for det, for ellers døde vi vel alle af sult?

Mange i dette land lider af den vrangforestilling, at virksomhederne er sat i verden for at opfylde et andet og højere formål end det umiddelbart banale; nemlig at tjene penge og drive lønsomme virksomheder – men det er de ikke. Det højere formål ER at tjene penge, sådan at der fortsat findes virksomheder i mange år frem. Det er nemlig ingen selvfølge.

Selv nationale virksomhedsikoner som Novo Nordisk og AP Møller Mærsk må i disse ellers relativt gode økonomiske tider erfare, at hvis ikke de har al fokus på lønsomhed, så ender de som glorværdig virksomhedshistorie i løbet af ganske få år.

Naturligvis kan man kræve af virksomhederne, at de også tager noget samfundsansvar, men det gør de vel først og fremmest ved at sørge for at knokle som sindssyge for at være helt sikre på, at virksomhederne er stærke, fastholder arbejdspladser, giver økonomisk afkast til pensionspengetankene, der investerer i dem, og i øvrigt lever op til de i forvejen mange restriktioner og forpligtelser, som man fra politisk side fortsat pålægger dem.

Virksomhederne har det i øvrigt også fint med at give den som ”en del af samfundet”, som en del af deres image og brand. Mange virksomheder har faktisk også folk gående rundt, som ellers ville have svært ved at finde og fastholde et job. Og for nogle virksomheder giver disse ansatte endda også økonomisk mening.

Hvad kan man så gøre for at få ændret på fiaskoen? Det er tydeligt, at kommunerne trænger til et ordentligt spark bag i for at løse de problemer, der åbenbart findes. De kan så prøve at lære af de kommuner, der faktisk kan løse opgaven.

Der skal også gøres noget mere for, at virksomhederne, også på det lidt kortere sigt, kan se idéen i at bruge knappe ressourcer på at oplære disse mennesker frem for at fokusere på andre, mere lønsomme investeringer. Det indebærer naturligvis lavere (indslusnings-)løn og langt mindre bureaukrati.

Ellers giver det for de fleste virksomheder næppe hverken mening eller har interesse uanset, hvor mange skåltaler Dansk Arbejdsgiverforening, LO og Kommunernes Landsforening holder sammen med regeringen om, hvor fantastisk banebrydende deres initiativer er. Hvis ikke den enkelte virksomhed kan få øje på det økonomiske incitament, så kan man bare glemme det.

Vi ved også, at indslusningsløn ses som et løntrykkende element af både fagbevægelsen og deres nye venner i Dansk Folkeparti, som mange af deres medlemmer tyer til ved stemmeurnerne, bl.a. fordi de mener, at protektionisme på arbejdsmarkedet er vejen frem for at beholde deres arbejdsplads og deres høje løn.

Sådan var det også i 70’erne, hvor det i stedet var snævre faggrænser, man gik op i. Derfor skal man nok heller ikke regne med, at indslusningsløn bliver en idé, Socialdemokratiet har tænkt sig at slå på tromme for frem mod et valg, hvor ingen potentiel S-vælger skal skænkes nogen som helst anledning til at stemme på DF.

Adskillige S-borgmestre har senest i marts 2016 opfordret til, at man forsøgte sig med indslusningsløn – det blev naturligvis blankt afvist af Mette Frederiksen.

Når DF skal forholde sig til problematikken, så har svaret været, at der kun findes én måde at løse integrationsproblemerne på, og det er at lukke grænsen. Hvad der så skal ske med dem, der er kommet ind? Ja, der har DF's svar indtil videre været et blankt stykke papir. Integrationspolitik virker nemlig ikke, så der er ingen grund til at bruge penge på det, påstår man.

Så mon ikke at vi går en fremtid i møde med endnu flere uvirksomme projekter, der vil være yderligere vand på DF's mølle, og som vil udstille regeringspartierne på begge sider af midten som politisk impotente?

......

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.