Trads: Når de frelste angriber den gode, vinder den onde
Kommentar
David Trads | |
Print
KLUMME: Rød blok i dansk politik bør tage ved lære af Bernie Sanders' fatale underminering af Hillary Clinton i den amerikanske valgkamp, mener David Trads.
Der er en lære fra det amerikanske valg, som rød blok her i landet bør studere intenst:
I det år, der gik forud for valget i november, var det nemlig den amerikanske venstrefløj, anført af Bernie Sanders og groupies, som underminerede Hillary Clinton så meget, at hun var stærkt svækket, da først hun skulle kæmpe mod det yderste højre i form af Donald Trump.
Bernie var USA's svar på Enhedslisten og Alternativet:
Stærkt venstreorienteret med drømme om en dramatisk større omfordeling, massivt større offentlig sektor og en revolutionær udbygning af velfærdssamfundet – og Sanders så Clinton og Demokraterne, hvis parti han prøvede at kapre, som en slags klasseforrædere.
Hans langstrakte kritik af Clinton – selv da det stod klart for enhver, at han ikke kunne besejre hende – for at være en del af eliten – trak hende længere og længere ned i popularitet hos sin blok. Den frelste brugte sin taletid og beruselse af populariteten til at angribe den gode.
Clinton var USA's svar på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen:
Midtsøgende, moderat og resultatorienteret, men med et hjerte, som klart banker til venstre – og som, selvklart, vil udnytte magt til at flytte den førte politik i sin retning – og hun så Trump og Republikanerne som de bevægelser, der skulle bekæmpes og besejres.
Hendes forsøg på at involvere Sanders – også da han blev forfængelig, urimelig og krævede mere og mere – ved at omfavne hans mærkesager om mindsteløn og studielån var klassisk kompromissøgende. Den gode prøvede at udnytte magten til at inddrage den frelste.
Trump var USA's svar på den omsiggribende populisme:
Brovten, ekstrem og urealistisk i en iscenesat (alternativ) virkelighed, hvori han (falskt) erobrerede rollen som den lille mands beskytter i kampen mod den intellektuelle, politiske og økonomiske elite – og han angreb alle, især Clinton – for at være en del af den elitære sump.
Hans valgkamp blev gjort nem af, at han kunne ride på den bølge af aggressivitet, som venstrefløjen havde leveret under Demokraternes primærvalg, og som fortsatte med deres reserverede opbakning under præsidentvalget. Den onde lo af de frelste og den gode.
Det ligner Danmark – om end vi ikke her i landet har en politisk bevægelse, som både er ond og massiv som Trumps. Nye Borgerlige, Danskernes Parti, Dansk Samling og den slags tosser i sort blok har heldigvis stort set ingen opbakning. Det er derfor rød blok, der har mest at lære.
For de konstante, sure og belærende udfald, som Enhedslisten og Alternativet afleverer mod Socialdemokratiet, ligner i den grad den udmattelseskrig, som Bernie Sanders og proselytter førte mod Hillary Clinton i det år, der gik forud for den egentlige valgkamp.
Uffe Elbæk og Alternativet sår ofte tvivl om, hvorvidt de vil støtte Mette Frederiksen som statsministerkandidat. For nyligt meddelte Elbæk igen, at han ’ikke nødvendigvis vil pege’ på Frederiksen. Selvfølgelig vil han det, når det kommer til stykket. Hvorfor så skabe denne tvivl?
Pernille Skipper og Enhedslisten har altid brugt flere kræfter på at bekæmpe Socialdemokratiet end de borgerlige. Sådan var det under Den Kolde Krig, da de hed DKP, VS og SAP – og sådan er det i dag. Socialdemokratiet er klassefjenden - borgerlige i ulveklæder.
Tag bare her i weekenden, da dagbladet Information, der ideologisk igen hører til i kredsen omkring Enhedslisten og Alternativet, under overskriften ’Socialdemokratiet stemmer oftere med de borgerlige end med oppositionen’ revsede rød bloks store parti.
Skipper reagerede prompte med Enhedslistens automatangreb om, at man ikke skal forvente noget særligt af Mette Frederiksen – for socialdemokraterne har, sagde hun, vist, at der skal rigtig meget til, før de ændrer politik og retning for vores samfund i forhold til Løkke:
”På rigtig mange måder er de jo efterhånden tættere på Venstre end på både Enhedslisten og flere andre partier i den såkaldte røde blok.”
Klassisk venstrefløjsretorik, som minder mig om den måske vigtigste strategiske lære af det amerikanske valg:
Når de frelste angriber den gode, ender den onde med at vinde.
Løkke er ikke ond. Heldigvis. Men han er selvsagt rød bloks ideologiske modstander – og han må le, mens han følger det yderste venstres bestræbelser på at bide dets statsministerkandidat i hoserne.
.....
David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Larrain: Om lidt er vi alle muslimer – NOT!
Cordua: Arbejdsmarkeds-politikken er en eklatant fiasko
