S-folketingsmedlem: Det gjaldt om at holde tungen lige i munden

Q&A: Som næstformand i Miljø- og Fødevareudvalget havde Lea Wermelin (S) sit at se til som nyt folketingsmedlem, da sagen om landbrugspakken rasede i foråret. Hendes første år har også budt på en debat om miljøpolitik, der varede hele natten.

Lea Wermelin (S) blev valgt til Folketinget for første gang ved valget i juni sidste år, hvor Socialdemokraterne samtidig sagde farvel til magten. Hun ser her tilbage på et år, hvor hun har forsøgt at være med at skabe forandringer, selvom det er de blå, der sidder ved roret.

Hvordan synes du, at det første år er gået?

”På den ene side synes jeg, at det er gået rigtig godt, fordi Socialdemokratiet er kommet rigtig godt fra start, og vi står stærkt. Men samtidig har det også været et år, hvor vi har fået en borgerlig regering, og det har været rigtig dyrt for mange mennesker, når man kigger på eksempelvis kontanthjælpsloftet.”

Hvad har været det sjoveste?

”Overordnet set har det været at blive en del af det politiske liv på Christiansborg. Noget af det mere skøre har været, da vi stod og debatterede miljøpolitik i Folketingssalen til klokken halv fem om morgenen.”

Hvad har været det mest udfordrende?

”Det har været landbrugspakken. Jeg er næstformand i Miljø- og Fødevareudvalget, og jeg sad i formandsstolen, da daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) mødte op til et samråd, efter at et flertal havde udtrykt mistillid til hende. For mig som ny gjaldt det også om at holde tungen lige i munden, når alt rampelys lige pludselig blev rettet imod Miljø- og Fødevareudvalget. I forhold til landbrugspakken generelt, så er det noget, jeg har brugt rigtig meget tid på som en aktiv næstformand i Miljø- og Fødevareudvalget. Både det at skulle sætte mig ind i sagen, men også at være en del af de mange og lange samråd, som vi holdt i forbindelse med sagen.

Har dit første år levet op til dine forventninger og forestillinger?

”Ja, det synes jeg faktisk, at det har. Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet, dengang Fogh var statsminister, og mit første år som folketingsmedlem med en blå regering har derfor levet meget godt op til mine forventninger om, at de blå trækker Danmark i en både mere socialt og geografisk skæv retning. Så min arbejdslyst og kampgejst er i hvert fald intakt og blevet endnu større.”

Kan du nævne en episode, som har gjort størst indtryk?

”For mig tror jeg faktisk, at det har været den første blå finanslov, fordi det blev så tydeligt, hvor nemt det er at pille det ned, jeg værdsætter allermest i det danske samfund. Fordi jeg kan se, at regeringen sammen med de andre blå partier målrettet har skåret ned på alt det, som der er fremtid i. Og det gør indtryk, fordi det i hvert fald viser meget meget klart, at det betyder noget, hvem der har bukserne på i dansk politik.”

Har du haft et mål for dit første folketingsår?

”Nu har jeg jo lige cyklet med Team Rynkeby til Paris, så jeg kommer til at tænke på, at jeg  som nyt folketingsmedlem har haft det lidt ligesom en cykelrytter, der er med i Touren for første gang – hvor man både gerne vil sætte et aftryk på løbet og måske også gerne vil vinde en etape. Mange har sagt til mig, at det på en eller anden måde er lettere at være valgt, når man sidder i opposition. Nu har jeg ikke prøvet at være valgt, mens vi har siddet i regering, men jeg er uenig, fordi jeg er i politik for at forandre. Derfor har det for mig været et mål at skabe forandringer og forbedringer, også selvom det er de blå, der sidder på magten.”

Er der noget, du har fortrudt?

”Jeg tror, at vi skal være bedre til at debattere på en ordentlig måde på Christiansborg. Jeg tror, at den dårlige debattone er med til at få mange til at vende ryggen til politik. Noget af det, jeg ærgrer mig over, er, når jeg selv har ladet mig rive med i den politiske diskussion.”

Hvem fra blå blok har overrasket dig mest positivt?

”Det må være Mette Abildgaard, fordi hun både tør være lidt grønnere i en ellers kulsort blå blok, men også fordi, jeg synes, at hun er lidt mere oprigtig i forhold de konsekvenser, politiske valg har. Hun står lidt mere ved, at man ikke kan få det hele til den halve pris. Og sådan er det også at være politiker; at man siger, at der er noget, man vil mere end noget andet, og det har selvfølgelig også nogen konsekvenser.”

Hvad vil du bruge det kommende år på?

”Året kommer til at handle rigtig meget om 2025, og der ser jeg det som både min og Socialdemokratiets opgave at kæmpe imod den omgang skattelettelser, som blå blok allerede har været ude og love til landets rigeste, mens de samtidig lægger op til, at folk skal knokle endnu hårdere.”

”Og så vil jeg også arbejde videre for, at vi får sikret flere penge til trafikal ligestilling, fordi jeg synes, at en af de afgørende dagsordner i dansk politik er, at vi skal gøre op med den geografiske skævridning af Danmark.”

Forrige artikel Partier dumper karakterskalaen Partier dumper karakterskalaen Næste artikel Regeringen vil mildne ekstraregning til boligejere Regeringen vil mildne ekstraregning til boligejere