Elberth: Kampen om at få ørenlyd
KLUMME: Politik, penge og professionalisering. Folkemødet er blevet en maskine, hvor alle kæmper for at blive hørt på præcis deres sag. Benjamin Rud Elberth skriver om kampen om at få ørenlyd.
Der kommer en mand hen til mig, mens jeg sidder og spiser morgenmad på kajen i Allinge. Han er økologisk landmand. Han spørger mig pænt, om han må forstyrre mig, fordi han har set mig på tv.
Det er faktisk ikke engang mærkeligt. På Folkemødet opstår der utallige møder, alt fra udveksling af smil, håndtryk og kram til det reelle frokostmøde, hvor man udveksler viden, laver aftaler og meget mere. Som en stor myretue, hvor myrerne myldrer imellem hinanden fra den ene ende, hvor Danchells Anlæg ligger og helt op til Pilekroen i den anden ende.
Og indimellem alt mylderet er de små likes og retweets blevet en del af den mængde gestus, man kan udveksle mellem hinanden.
Hvem har en kanal?
Manden forstyrrer mig, fordi han ved, jeg har kanaler. Til at blive hørt eller i det mindste bare til at give noget digital rækkevidde, og det er en valuta, der er i stadig højere kurs i Allinge. Mens han taler, overvejer jeg, om jeg vil give ham rækkevidden på min Twitterprofil eller med en Facebook-status. Eller om han har en digital historie, der er stor nok til News, når jeg alligevel skal analysere.
Sådan fungerer det. Når man leder efter historier og analysemateriale, handler det om at tale med mennesker. De mennesker, der har en god historie, leverer i den skabelon vigtigt stof, så min analyse bliver interessant og dækkende. Det opfylder min mission, og det gør, at jeg konsekvent vælger nogle eksempler til og andre fra. Dem, jeg vælger til, kvitterer med begejstring og tak, fordi de får rækkevidde.
Folkemødet er på den måde et stort ”give and take”. Man har noget, man kan handle med, og rigtig mange i Allinge vil gerne handle. De professionelle organisationer kortlægger, hvem de skal handle med, så de ved, hvilken journalist de skal gå til, eller hvilken politiker de skal møde for at handle. Kan man give en politiker en idé, har man potentielt sået frø til at få bedre forhold for sit erhverv eller sin sag. Og politikeren har fået inspiration og materiale til at vise politisk udviklingskraft.
Kogebogsleverandøren ”Mit kokkeri” stikker en gratis kogebog i hånden på mig, hvis jeg lover at tage en selfie med den og instagramme den ud til mine næsten 1.000 følgere. Det er også en handel. De største organisationer vælger også moderatorer, der selv har mange Twitter-følgere, for så kan de som del af opgaven tweete ud om arrangementet, så der kommer flere i teltet, og organisationen ser stærkere ud.
Hvad med dem uden kanal?
Min økologiske landmand har selv lige været i radioen for at blive interviewet om, hvad der har gjort mest indtryk på ham på Folkemødet. Nu er han ked af, at han ikke fik sagt, at det faktisk var et brev, han så på en dør. Han kom til at sige et helt andet eksempel og føler, at han har spildt sit eneste skud i sin eneste kanal.
Han insisterer på, at jeg skal bruge et af de medier, jeg har adgang til, for han har ikke selv adgang til flere kanaler. Og han føler, han har spildt sin chance. For at kaste lys over fire a4-ark, der hænger på en dør i Allinge i en gyde. Fra borgere på Bornholm, der heller ikke har en kanal.
Men jeg finder ud af, at min økologiske landmands sag faktisk er ret ædel. Min økologiske landmand er fyldt op af, at Folkemødet er blevet professionaliseret så hårdt, at andre med en sag, der måske er stærkere eller vigtigere, ikke får ørenlyd, fordi de ikke har en kanal.
Det er hans ønske til mig, at jeg skal sørge for, at de fire A4-ark flyver. Fordi, som han siger, det er den reelle folkets stemme, der hænger på den dør – som fortjener at få luft under vingerne, fordi det er en alvorlig problemstilling, og fordi afsenderne har gjort meget ud af at præsentere reelle løsningsforslag.
Jeg vælger Altinget som min kanal – og handlen er sluttet. Når du sidder og læser de fire ark, har mindre professionelle stemmer fået rækkevidde og måske ørenlyd. Sådan er Folkemødet også.
---
Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Kraka: EU’s problemer fordufter ikke med en afstemning
Grøndahl: Den blodige føljeton
