Pind: Danmark er ikke en migrant-magnet

ROS: Mindst 12.400 flygtninge og migranter har de seneste to uger passeret Danmarks grænse. Ifølge justitsminister Søren Pind har ingen i Europa været bedre til at håndtere situationen end det danske politi.

Siden 6. september er mindst 12.400 flygtninge og migranter rejst ind over Danmarks grænser. Det fortæller justitsminister Søren Pind, der samtidig roser politiets håndtering af sagen.

”Som justitsminister er jeg fuld af beundring over den måde, som dansk politi har håndteret situationen på. Ingen i Europa har håndteret situationen bedre. Vi har undgået scener, som vi desværre har set andre steder i Europa med bevæbnet politi og migranter i kamplignende situationer,” siger Søren Pind.

Af de mindst 12.400 personer, som er kommet til Danmark de seneste to uger, har 1.500 søgt asyl – det svarer nogenlunde til samme antal, som i samme periode søgte asyl i Danmark sidste år. 125 personer er blevet sendt tilbage til Tyskland efter den dansk-tyske grænseoverløber-overenskomst. Til sammenligning er sammenlagt 72 personer i juni, juli og august sendt tilbage.

”Politiet har valgt den rigtige løsning - en balance mellem empati og magtanvendelse,” siger Søren Pind.

Alene den seneste uge er 6900 personer kommet til Sverige, mens Norge og Finland de seneste to uger har modtaget henholdsvis 2000 og 4500 personer. 

Danmark under pres
Europa oplever i disse uger et ekstremt pres fra flygtninge, som søger mod Europa. Justitsminister Søren Pind noterer sig, at de flygtninge og migranter, som kommer til Europa, ikke søger beskyttelse i det første sikre land, de kommer til, men i stedet har meget klare billeder af, hvilket land der er mål for deres flugt.

”Det stiller Danmark, EU og Schengen-samarbejdet over for nye store udfordringer. På trods af de udfordringer, som det er afgørende, at vi finder et fælles europæisk svar på, står Danmark godt. Vi har dygtige myndigheder, som har håndteret opgaverne. I dag er der orden og sikkerhed i hele landet - også i grænseområderne.”

Og sådan skal det fortsætte, mener justitsministeren. Han peger samtidig på, at regeringens politik, der skal hindre, at Danmark bliver en flygtningemagnet, virker.

”Regeringen står for en politik, der gør, at Danmark ikke er en magnet for migranter. I praksis har det vist sig, at vi nu nærmest er et transitland for flygtninge og migranter. Vi tager et stort ansvar for, at verdens forfulgte kan få beskyttelse og sikkerhed. Men hvad der er mindst lige så vigtigt: Vi tager ansvar for Danmark,” siger han.

Politi: Uvant situation
Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg fortæller, at de seneste uger har været meget uvant for dansk politi. 

"De mennesker, som vi har stået overfor, har ikke ønsket at tale med os og ikke ønsket at gå i dialog. Nogle måske på grund af deres tidligere erfaringer med myndighedspersoner, og andre fordi de ikke har haft et ønske om at søge asyl i Danmark, men et ønske om at rejse videre," siger Jens Henrik Højbjerg.

10. september ændrede politiet praksis efter i et par dage at have taget alle flygtninge og migranter med for at registrere dem. Fra 10. september har politiet taget sig af dem, som ønsker at søge asyl i Danmark, mens dem, som vil videre, har fået lov til det. 

"Vi har håndteret den helt ekstraordinære situation inden for den gældende lovgivning med vores primære fokus på at sikre liv, orden og sikkerhed for alle. Og vi kan glæde os over, at ingen er kommet til skade eller har lidt overlast i forbindelse med vores indsats.

Terrorrisiko ikke forhøjet
Blandt de mange flygtninge og migranter, der de seneste uger er kommet til Danmark, er der ikke terrorister, vurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET). Det slåt konstitueret PET-chef Finn B. Andersen fast.

"På baggrund af de efterretninger, vi har, vurderer vi, at organiserede militante grupper ikke vil benytte menneskesmuglere eller flygtningeruter til at forsøge at få terrorister ind i Danmark – simpelthen fordi ruten ikke er hensigtsmæssig," siger Finn B. Andersen.

PET mener derfor ikke, at terrortruslen mod Danmark er blevet forværret de seneste uger, men der er stadig en "alvorlig trussel", som der har været siden terroranslaget i København i februar.

Forrige artikel Engel-Schmidt: Brug ikke lønhistorie til at spare på erhvervsskoler Engel-Schmidt: Brug ikke lønhistorie til at spare på erhvervsskoler Næste artikel EU-ministre slås til det sidste om flygtningefordeling EU-ministre slås til det sidste om flygtningefordeling