DF vil huse flere flygtninge i centre

FLYGTNINGEKRISE: Kristian Thulesen Dahl mener, at Danmark bør tage imod flere flygtninge, som skal være midlertidigt i Danmark og bo i særlige centre. Han beskylder Lars Løkke for at ligge under for Tyskland.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, melder nu ud, at Danmark bør være klar til at modtage flere flygtninge.

De skal have lov til at opholde sig i Danmark i en midlertidig periode, inden de skal vende tilbage til deres hjemland. Og mens de er her, skal de bo i dertil indrettede statslige centre. Det siger Kristian Thulesen Dahl i et interview med Berlingske.

”Hvis vi har sikkerhed for, at vi kun hjælper flygtninge med midlertidig beskyttelse i Danmark, så vil vi være langt mere indstillede på, at der kommer flere til Danmark. Det er vi klar til at acceptere,” siger han til avisen.

Forringede vilkår
Det er ikke kun kravet om, at opholdet er midlertidig, der er en betingelse for Dansk Folkepartis villighed til at tage imod flere flygtninge. Det kræver også, at der ændres i måden, vi tager imod dem på.

Flygtninge skal eksempelvis ikke længere have ret til at få anvist en bolig af kommunen, da de i stedet skal bo sammen i centre. Thulesen Dahl lægger også op til at droppe det integrationsprogram, hvor de ankomne får tilbudt danskundervisning.

Alt sammen har til hensigt at sikre, at flygtningene vender hjem, så snart det er muligt. Hvis det er tilfældet, forventer Kristian Thulesen Dahl også, at lokalsamfundene vil være mere villige til at tage godt imod dem.

Danmark skal melde klart ud
DF-formanden ønsker et nationalt kompromis om forslaget, så Danmark kan melde klart ud.

Det mener han nemlig ikke sker i dag. Omvendt ligger Danmark sig for tæt op ad Tyskland, mener Thulesen Dahl.

Han opfordrer statsministeren til ikke altid bare at tage telefonen, når Angela Merkel ringer.

”Lars Løkke ligger under for det, som skiftende danske statsministre har ligget under for – nemlig en tro på, at Danmarks position er bedst, hvis vi sørger for i et og alt at være så tæt på Tyskland, at der nærmest ikke kan presses et A4-ark ind mellem os,” siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

Forrige artikel Ombudsmanden til myndigheder: Lær af Eritrea-sag Ombudsmanden til myndigheder: Lær af Eritrea-sag Næste artikel Professor: Kjer på kollisionskurs med EU-regler Professor: Kjer på kollisionskurs med EU-regler