Thulesen Dahl tror ikke på en flertalsregering

FORHANDLING: Det er hverken realistisk eller hensigtsmæssigt med en flertalsregering med alle de blå partier, lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Lørdag er store forhandlingsdag på Christiansborg, hvor Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen har kaldt de øvrige blå partier til regeringsforhandlinger.

Fredag fik Løkke mandat i dronningerunden til at danne en ny flertalsregering, men det ser dog ud til at få lange udsigter.

Dansk Folkeparti var de første til forhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg, og her tror formand Kristian Thulesen Dahl ikke på en regering med alle fire blå partier.

”Jeg tror ikke på en borgerlig flertalsregering. Der er nogle uenigheder mellem os og nogle af de andre partier, og det gør, at det ser svært ud,” siger Kristian Thulesen Dahl.

DF's fire krav
Han var flankeret af Peter Skaarup og Søren Espersen, og netop Søren Espersen er lørdag ude med fire ufravigelige krav til Løkke i lørdagens Politiken. De fire krav er genindførelse af grænsekontrollen, en stram EU-linje, en strammere udlændingepolitik og en offentlig vækst på 0,8 procent. Sidstnævnte krav kolliderer både med Venstres nulvækst og Liberal Alliances minusvækst.

Kristian Thulesen Dahl vil dog hverken bruge ordene ultimativ eller ufravigelig, men han understreger, at de fire områder er vigtige.

”Vi har for lang tid siden udpeget fire områder, som er særligt vigtige for Dansk Folkeparti, fordi vi synes, det er områder, som er meget grundlæggende. Jeg bruger aldrig ord som ultimativt eller ufravigeligt, men jeg tror, at de fleste godt ved, at det er ting, som vi har nævnt i månedsvis, og som er vigtige for os,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Han fortæller samtidig, at det under forhandlingerne ikke blev diskuteret, om Dansk Folkeparti er klar til at gå i regering.

”Vi har haft på bordet, om det er realistisk med en flertalsregering, og så har det været ren politik,” siger han og fortsætter:

”Jeg er ikke principielt hverken for eller imod en flertalsregering. Det er en politisk vurdering. Vi skal vurdere, hvordan vi stiller os, så vi kommer længst muligt i retning af vores politiske ønsker. Og vi tror ikke, at en flertalsregering vil være den rigtige vej at gå.”

Forrige artikel Her er de 179 medlemmer af det nye folketing Her er de 179 medlemmer af det nye folketing Næste artikel Samuelsen stiller ingen ultimative krav Samuelsen stiller ingen ultimative krav