Trads: Derfor vandt blå blok
Kommentar
David Trads | |
Print
KLUMME: David Trads peger på fire centrale grunde til, at blå blok vandt, og rød blok tabte.
Det er et historisk valgnederlag, som rød blok fik – fordi regeringer, der leverer økonomisk vækst og kun har siddet en periode, stort set altid vinder.
Det er derfor også en historisk valgsejr, som blå blok erobrede – fordi de mod alle odds, og endda med en statsministerkandidat med lav troværdighed, alligevel vandt.
Jeg ser fire centrale årsager til, at blå blok vandt:
For det første: Løfte om strammere udlændingepolitik
De blå partier udnyttede maksimalt den chance, der opstod, da et par danske salafister gik til angreb på Danmark midt i valgkampen. Speederen blev trådt helt i bund med klare løfter om, at der vil blive lukket færre flygtninge ind, og de flygtninge, der kommer ind, vil få ringere vilkår.
Blå blok har simpelthen en større troværdighed på udlændinge, og det blev hurtigt klart, at forskellen på blå og rød blok på dette område er stort. I rød blok forsøgte Helle Thorning-Schmidt – forgæves – at fastholde, at hun stod for en stram udlændingepolitik. Problemet var, at de fire øvrige partier på hendes side står for en slappere kurs.
For det andet: Udstilling af intern splid hos SR
Især Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl formåede effektfuldt at udstille, hvilke enorme forskelle der reelt er på Socialdemokratiet og De Radikale – især, men slet ikke kun, på udlændinge og skatteområdet. Thorning havde ikke – som hun ellers påstod – styr på De Radikale.
I den sidste store partilederrunde begik Thulesen Dahl en taktisk genistreg. Han bad Morten Østergaard give håndslag på, at han ikke ville foreslå øget boligbeskatning frem til 2025. Det ville Østergaard ikke, hvilket derved fik Thornings påstand om at boligskatterne var fredet til at klinge hult.
For det tredje: Stærkt sammenhold i blå blok
Blå blok fremstod under hele valgkampen som et sammentømret hold, som det var umuligt at drive kiler ind i. Især udspil på udlændinge- og EU-politik signalerede, at der er styr på det. Uenigheden på den økonomiske politik – fra Liberal Alliance, der vil mindske det offentlige, til Dansk Folkeparti, som vil øge den – betød mindre.
Overfor det stod en rød blok, som var sprængt i atomer. SF og Enhedslisten brugte igen valgkampen på mest at angribe Thorning – og det virkede endda også, som om, også Radikale kørte solo. Alternativet kom til at give en slags komisk skær – i hvert fald hos de midtervælgere, der afgør et valg.
For det fjerde: Dansk Folkepartis utrolige styrke
Da Kristian Thulesen Dahl fik 20 sekunder i den afsluttende partilederrunde til at tale direkte til vælgerne, brugte han – modsat de øvrige ledere – kun halvdelen af sin tid. Han sagde dybest set bare, at ’du ved, hvor vi står’. Det er præcist DF's styrke – deres politik er så tydelig, at enhver forstår den.
Dansk Folkeparti er nu landets næststørste parti , og det er det, fordi partiets politik nyder stor opbakning i befolkningen, og fordi partiet har mere styr på sin ledelse end noget andet. Pia Kjærsgaard var megafonen, der råbte landet op. Thulesen Dahl er den dybt kompetente, der nu står til at blive den egentlige statsminister.
Konklusion
De blå vandt, fordi deres løsning på valgets vigtigste spørgsmål, nemlig udlændinge, klart blev opfattet som mest attraktiv af flest vælgere, og fordi blokkens fire partier stod stærk sammen. Lige modsat for rød blok, der var uklare på udlændingeområdet, og som ikke stod sammen.
---
David Trads skriver klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
(Foto: Keld Navntoft/Scanpix)
Cordua: En dyr valgsejr
Trads: Kong Kristian kan kvæle Løkke ved fødslen
