Cordua: En dyr valgsejr

Én forudsigelse holdt stik. Kun et enkelt mandat skiller de to blokke efter folketingsvalget i går, hvor alt nu tyder på, at Lars Løkke Rasmussen, trods en kæmpelussing og det dårligste valgresultat for Venstre siden 1990, kan sætte sig i statsministerstolen. 

Det kan han, fordi især Dansk Folkeparti fik et kanonvalg i en størrelsesorden, som ingen meningsmålinger fik opfanget. Vælgerskredet var så overraskende, at det må kalde på dyb selvransagelse hos meningsmålingsbureauerne – og hos deres kunder blandt medierne, der må stille nogle større krav til produktet i fremtiden.

Nu går spillet i gang
Blå blok fik en valgsejr, men prisen kan blive mere dyr for Venstre end det store valgnederlag for partiet. 

Nu er DF landets næststørste parti – større end Venstre – og det må føre til, at DF må komme ”under åget” som regeringsparti. Nu går spillet i gang om prisen for en evt. regeringsdeltagelse. Hvilken politik skal en VO-regering føre? Hvem skal have finansministerposten? Kristian Thulesen Dahl? Hvor mange ministerposter skal DF have som største parti? Og rækker talentmassen i partiet til at stille de mange ministerposter mv.?

Dansk Folkepartis pris
DF's sædvanlige taktik har altid været at få politiske indrømmelser, der har været let sælgelige til deres vælgere og bagland. Ofte blot kun symbolske. Venstre har dog ført valgkamp på DF-mærkesager som færre asylmuligheder, mindre ulandsbistand og også en ny EU-skepsis.

Derfor vil det formentlig være på disse områder, at en ny regering skal finde et fælles grundlag. Måske er prisen for DF, at de skal acceptere et ja til den kommende EU-afstemning om retsforbeholdet til næste år?

Spillet om magten – og et muligt regeringsgrundlag er formentlig gået i gang – og det kan blive en langvarig og spændende affære, idet både Løkke og Thulesen Dahl er mestre i forhandlingsspillet.

De kender hinanden godt, og de skal nok finde hinanden, men ikke uden armlægning. Det bliver ikke en gentagelse af det sorte tårn, hvor den ene kommer ud af forhandlingslokalet - totalt strippet af den anden. Det er DFs leder naturligvis meget opmærksom på. Det er mange år siden, nogen tog ”Tulle” for en amatør i det spil.

Nøglerne er tilbage
Løkke selv har – endnu engang – reddet skindet. Det er egentlig historien om hans politiske liv, at han altid ender med at kigge ned i afgrunden, før han alligevel og meget overraskende finder en udvej til allersidst.

Venstres valgkampagne var langt fra lige i skabet. Tværtimod var den en katastrofe, og Løkkes person er uden tvivl hovedårsagen til, at V får så elendigt et valg.  

Løkke tærer på V-brand
Men Løkke har fået nøglerne til Statsministeriet tilbage efter at have mistet dem. Det er længe siden, at en politiker overlevede det. Anker Jørgensen, Jens Otto Krag, Hans Hedtoft og Stauning prøvede det.

Den sidste - og eneste – venstremand var Niels Neergaard i 1920. Det er en præstation, selv om Løkke fik magten ”foræret” i 2009. Nu går han i det mindste ikke over i historien som den, der aldrig vandt den, men derimod tabte den. Medmindre han står i spidsen for Venstre ved et kommende valg om 3-4 år.

For det er hugget i sten, at Løkke har tæret på Venstres brand, at der skal ske et eller andet usædvanligt i opbakningen til en ny regering, for at Løkke kan møde vælgerne igen.

Spørgsmålet er, om det i det hele taget er realistisk. Og hvis analysen i Venstre er, at man skal skifte formand i god tid inden næste valg, så skal det ske senest cirka midt i perioden, sådan at en ny kandidat kan køres i stilling.

Mette Frederiksen stærk S-kandidat
Socialdemokraterne vil til den tid have positioneret Mette Frederiksen som deres kandidat, og hun bliver efter alt at dømme en formidabel kandidat, der allerede nu nyder meget stor bred opbakning blandt Socialdemokraterne, som det ikke er set i ganske mange år.

Hvad betyder det?

Løkkes afløser?
Jo, at Venstre – hvis man mener, at Løkke er for slidt om fire år – allerede nu skal tænke på en afløser. Hvilke problemer skaber det for den interne disciplin i Venstre?

Allerede i går kunne man - højst besynderligt - se en Søren Gade udbrede sig om, hvilke ministerposter DF kan kræve. Og særligt én Gade-kommentar kan læses som en direkte udfordring af Løkke: ”Jeg er glad, hvis blå blok vinder, men det er trist, hvis vi går tilbage, og at vi ikke som minimum kan fastholde det antal mandater, som vi har nu.”

Er nogle i Venstre allerede i gang med kræve del i magten og positionere sig med henblik på et formandsskifte inden for de næste to år?

Lars Løkke er således også udfordret på sin autoritet i en grad, som følge af det meget dårlige valgresultat.

De nordatlantiske forhold
Men vil blå blok kunne regere med fire meget forskellige partier? Bestemt. Det er de samme partier – bare med forskellig størrelse.

K's mandater er jo i princippet ligeså dyre som DF's. Og skal man lave reformer, kan Løkke med succes genbruge recepten fra de sidste par år i hans første regering, da man fik de radikale til at stemme for bl.a. dagpengereform og efterlønsreform, som det siden blev umuligt for en rød regering at rulle tilbage.

En given bunden opgave er at få set på de nordatlantiske forhold, hvor blå blok i går tabte 4-0. Det går ikke, at blå blok næste gang starter en valgkamp ved at være bagud 4-0. Der skal ske et eller andet, der kan rette op på det forhold.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver mandag og onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.