Thorning sender advarsel til 1,2 mio. danskere

VALGKAMP: Mere end hver anden husstand vil tirsdag og onsdag få brev fra statsminister Helle Thorning-Schmidt. "Useriøs skræmmekampagne", lyder det fra Venstre.

Valgkampens slutspurt er sat ind, og det er nu de sidste kræfter skal bruges. 

Hos Socialdemokraterne har man forfattet et brev underskrevet af statsministeren selv, som i disse dage lander i postkasserne hos 1,2 millioner danskere. Samtidig vil 300.000 vælgere modtage et brev fra socialdemokratiske borgmestre i blandt andet Odsherred, Brøndby og Herlev. Det skriver Jyllands-Posten.

De 1,5 millioner breve er en opfordring til vælgerne om at sætte krydset ud for Socialdemokraterne på stemmesedlen på torsdag og samtidig en advarsel mod at sætte det ved Venstre. 

"Jeg skriver til dig, fordi der om få dage er folketingsvalg. Som statsminister har jeg forsøgt at passe på hele Danmark. Mit mål har været at føre os sikkert igennem de svære år. Det er lykkedes. I dag er Danmark ude af krisen," starter Thornings brev. 

Advarer om nulvækst
Samtidig advarer Thorning om blå bloks politik:

"Venstres vigtigste mærkesag er, at vi skal have nulvækst. I stedet for at bruge flere penge på sundhed og omsorg for vores ældre, vil de give skattelettelser," skriver hun til vælgerne og fortsætter:

"Dansk Folkeparti taler meget om velfærd. Men hvis man stemmer på Dansk Folkeparti, får man Lars Løkke Rasmussen som statsminister."

De socialdemokratiske kampagnebreve er ifølge Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, vildledning, og hun kalder det en useriøs skræmmekampagne. 

"Det er en fuldstændig desperat handling fra Helle Thorning-Schmidt. Hun bruger al sin tid på at sende breve ud med en skræmmekampagne imod Venstre i stedet for at lægge sin egen politik frem," siger Inger Støjberg til Jyllands-Posten, og hun understreger, at Venstres bebudede udgiftsstop ikke vil betyde færre ansatte.

Foghs brev i 2007
At sende breve ud til vælgerne er ikke en ny måde at føre kampagne på. 12. november 2007, dagen før folketingsvalget samme år, sendte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) et personligt brev ud til 400.000 boligejere. Under overskriften "Vil en socialdemokratisk ledet regering aflive skattestoppet og hæve skatten på bolig?" sendte Fogh både en forsikring og en advarsel til vælgerne.

På den ene side forsikrede Fogh boligejerne, at en stemme på Venstre ville sikre boligejerne, og at skattestoppet betød tryghed for familierne. Advarslen - derimod - gik på, at et regeringsskifte ville betyde stigende boligbeskatning.

Forrige artikel Løkke vil genindføre Integrationsministeriet Løkke vil genindføre Integrationsministeriet Næste artikel Data-analyse: Rød blok hører om blå blok på Facebook Data-analyse: Rød blok hører om blå blok på Facebook