Rasmussen: De digitale medborgeres folketingsvalg
KLUMME: Sociale medier er fremtidens altdominerende politiske arena. Det medfører kontroltab for politikerne, men giver vælgerne nye muligheder for dialog. Samtidig kan spindoktorer dog nu raffinere budskaberne hurtigere via feedback fra især Twitter, skriver Annegrethe Rasmussen.
Fokuseringen på sociale medier har aldrig været større i en valgkamp end den, vi ser lige nu. Samtlige partier og langt de fleste kandidater satser målrettet på markedsføring gennem sociale medier.
Det konkluderer Jakob Linaa Jensen - Forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt Center for Internetforskning, Aarhus Universitet, - i en artikel med overskriften, ”Valget sker på Twitter,” på branchesitet KommunikationsForum i denne uge.
Han henviser til tidligere undersøgelser af valg (2007 og 2011) der viser, at under ti procent af befolkningen anvendte sociale medier i forbindelse med valgkampen 2007, mens tallet var steget til 35-40 procent i 2011.
Samtidig anvendte stort set alle kandidater Facebook, mens mere end halvdelen var aktive på Twitter. Forskerne forventer, at over 50 procent af vælgerne anvender sociale medier i den indeværende valgkamp.
Sociale medier er de unges svar på lokal-tv
Sådan er det også i USA – hvor trenden er endnu mere markant og går endnu hurtigere. Som alting gør i verdens dominerende supermagt. I den seneste undersøgelse af de såkaldte Millenials (unge mellem 18-33) fra det ansete analyseinstitut Pew Research Center fra sidste uge fremgår det, at 61 procent af de yngste amerikanske vælgere får deres politiske nyheder fra sociale medier, især Facebook og Twitter.
Denne aldersgruppe er så massivt til stede på de sociale medier (88 procent af dem har enten en Twitter- eller en Facebook-konto) at Pew kalder de sociale medier for ”ungdommens svar på lokal-tv”.
Hvis man sammenligner med den såkaldte Baby Boom-generation, der er vælgere mellem 50-68 år, angiver disse for 60 procents vedkommende nemlig, at de henter hovedparten af deres politiske informationer fra lokale tv-stationer. Generationen i midten – med tilnavnet Generation X – fordeler sig ligeligt. 50 procent anvender sociale medier, 50 procent svarer tv på spørgsmålet om, hvorfra de får deres politiske viden.
Dialogbaserede sociale medier
Herfra er det en banalitet at konstatere, at Facebook og Twitter er nutidens svar på det politiske forsamlingshus. Og alt hvad deraf følger – målinger af forskellige politikeres brug af de sociale medier, hvem der er mest omtalt og for hvad, samt omtale i de klassiske medier af, hvem der har sagt hvad og digitale reaktioner herpå, har helt naturligt indtaget en plads i kommentatorbilledet. TV2 har f.eks. ansat to kommentatorer, der dagligt overvåger og gennemgår de sociale medier for seerne.
Hvad der er mindre opmærksomhed på – selv om det er noget mere interessant end optællinger – er, hvad de indholdsmæssige konsekvenser af de nye arenaer og de ditto digitale interessebaserede fællesskaber egentlig er for politikerne.
En af de allervigtigste på negativlisten (i hvert fald set med spindoktor-briller) er, at debatten blevet sværere at styre for politikerne. En anden, der omvendt trækker i den positive retning for de folkevalgte, er, at det er langt nemmere at få et budskab lanceret og ud i en fart samt at indsamle hurtig feedback fra vælgerne.
Hermed kan politikernes kampagnestab bruge de sociale medier til at regne ud, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Og politikerne kan dermed forfine deres budskab, før det rammer bloggere og kommentatorer – for slet ikke at tale om de traditionelle medier, der reelt er hægtet af i kapløbet om nyhederne.
#dontdoublemyrate
Et eksempel fra amerikansk politik kunne man se ved midtvejsvalget sidste år, da Barack Obama holdt tale til universitetsstuderende i North Carolina om de høje renter på studielån.
Præsidenten sagde blandt andet: ”I skal ikke finde jer i det – bare tweet dem. Vi har fået et hashtag. Her er det, brug det på Twitter: #dontdoublemyrate." Inden der var gået et kvarter – og inden Obama havde færdiggjort talen – havde brugere skrevet over 20.000 indlæg, der indeholdt hashtagget #dontdoublemyrate. Nok til at Twitter ifølge Washington Post satte emnet på sin ”trending liste," og nok til et hashtagget i løbet af dagen nåede top 10 på verdensplan.
Twitter er fortsat mindre i størrelse end Facebook. Mediet har i USA cirka 57 millioner aktive amerikanske brugere, 19 procent af alle amerikanere, sammenlignet med knap 133 millioner for Facebook.
Men Twitters vækstrate på 30 procent er højest. Og hvad mere er: Twitters indflydelse i politik handler ikke udelukkende om, hvor mange brugere mediet har, men hvem disse brugere er – og det er i høj grad journalister, folkevalgte og kampagnemedarbejdere.
En udvikling, der også kan iagttages i Danmark. Omkring 95 procent af alle amerikanske senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus har Twitter-konti.
Politikerne mister kontrollen
De sociale medier er som nævnt imidlertid langtfra uproblematiske for politikerne. Den eksplosive brug af disse medier betyder nemlig også, at den politiske proces er langt sværere at styre for f.eks. partierne og de enkelte kandidaters spindoktorer, end den var tidligere. Som man kunne se, da Lars Løkke lynhurtigt blev tvunget til at lægge afstand fra en uoverlagt bemærkning fra en partifælle om statsministerens udseende i denne uge.
Og hvor man for blot fem år siden kunne skabe alliancer til de etablerede medier og mere eller mindre designe sine kampagner herefter, kan politikerne i dag komme ud for, at bloggere eller enkelte personer via sociale medier kan styre en debat helt af sporet (eller, afhængigt af hvor du ser det fra, netop på sporet hen imod noget mere væsentligt end det, kandidaten ønsker at diskutere).
Under den amerikanske præsidentvalgkampe i 2012 så man for eksempel, hvordan værdipolitiske spørgsmål som homovielser, abort, voldtægter og kvinders rettigheder tiltrak sig betydelig opmærksomhed, selv om de to kandidater, Romney og Obama havde et fælles ønske om at koncentrere sig om økonomien og lade ”social issues” eller ”cultural wars” - det, vi i Danmark oftest kalder ”værdipolitik” – ligge.
Bloggerne og de sociale medier ville det imidlertid anderledes, og situationen i USA er reelt den, at de politiske partier og deres valggeneraler helt har mistet grebet om budskabet - på trods af rekordmange penge til rådighed.
Debatter fremprovokeres online af enkeltpersoner eller organisationer, uden at kandidaterne selv kan udøve kontrol med egen kampagne. Og dette kontroltab, som vi formentlig også vil se brede sig til dansk politisk kommunikation, er nyt.
Nye vilkår for politisk kommunikation og lederskab
Konklusionen er klar: De sociale medier er stedet, hvor fremtidens medborgere skabes. Både inden for nationalstatens grænser og på tværs af den.
Fremtidens politiske partier og ledere vil møde deres vælgere via sociale medier. Italesættelsen af de politiske projekter er gledet fra at være en envejskommunikation med lejlighedsvis festlige indslag fra virkeligheden og sanktionering eller bekræftelse af projektet gennem demokratiske valg til at blive en flervejskommunikation, hvor borgeren i højere grad end tidligere er med til at styre det politiske budskab.
Dermed er det også blevet langt mere ustyrligt for de professionelle politikere og spindoktorer, der må lide den tort, at deres budskaber ofte ender andre steder og giver andre resultater, end afsenderne havde tænkt sig.
Demokratisering er med andre ord blot et aspekt, hvis man hermed mener, at flere i hvert fald i teorien kan blive del af et politisk projekt. Populisme ligger også lige for, fordi interaktionen med ”folkedybet” er blevet så meget mere nærliggende.
At udøve politisk lederskab er derfor også blevet en større udfordring, i takt med at de sociale medier har fået mere vægt i meningsdannelsen. Hvis man betvivler dette, kan man tænke over de mange bommerter, som både politikere og private virksomheder begår på de sociale medier, hvor nok så velmente budskaber pludselig kan blive vendt på hovedet eller givet et ironisk eller sarkastisk twist, og afsenderen kan ende med at blive håbløst til grin. Som man har set det ske for De Konservative i denne valgkamp med kampagnen om ”Stop Nazi Islamisme” der nu er blevet vendt og (for)drejet digitalt så mange gange, at sloganet med rette kan mistænkes for at have sin helt egen medskyld i partiets mulige død.
----
Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.
Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.
Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.
Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.
Forsker om bistandsdebat: Det er ikke størrelsen, der tæller
Elmquist: Sidste folketingsvalg med retspolitik?
