Rasmussen: Amerikanske unoder i dansk valgkamp

Der findes kun en gruppe i samfundet, der er mere tændte og oppe på dupperne end politikerne, når der er folketingsvalg. Og det er de politiske journalister og kommentatorer. Det er – som klicheen lyder – bedre end juleaften for et børnehavebarn. Og det er helt forståeligt. Valget er på sin vis lakmusprøven på de forgangne års analyser, mellemregninger og mere eller mindre velfunderede spådomme.

Derfor er det heller ikke fair at kritisere eller gøre sig lystig over pressens overivrige udøvere, så længe vi er i den uskyldige ende: Vinkler, der er ligegyldige men underholdende: Konsekvenserne for Folkemødet, en plakat med en delvis nøgen kandidat, politikernes påklædning, hårfarve, vægttab eller kampform. Det er alt sammen en del af spillet.

Men der, hvor det går galt, er selvsagt, når passionen kammer over i et overfladisk drama, der gør det ud for journalistik. Når reporterens iver ender som personforfølgelse, og tilfredsheden med at have fanget et offer på ”det forkerte ben” bliver åbenlys for enhver – bortset naturligvis fra journalisten selv, der i dagens anledning spiller pauseklovn i demokratiets tjeneste.

Ha – der fik jeg dig
Amerikanerne kalder den slags for et ”gotcha moment” (direkte oversat: ”ha, der fik jeg dig nok.”). Et gotcha moment indtræffer der, hvor medierne enten forvrænger, forstørrer og dermed forstyrrer et politisk budskab, grundet en politikers fodfejl. En fejl, der vel at mærke ikke i sig selv har meget med vedkommendes politiske budskab at gøre. Som det amerikanske website Politics Online bemærker, så ”siger selv den klogeste politiker af og til noget dumt.” Eller der, hvor noget starter som et fakta-tjek, men ender som heksejagt og tivolisering.

Væksten i ideologiske blogs og websites i USA – samt de sociale mediers indtog på den politiske scene – har i de seneste år mangedoblet forekomsten af sådanne episoder. Det kan være en fortalelse, der ender på YouTube eller bliver pustet op af blogs som venstreorienterede Daily Kos eller konservative RedState.

Et uskønt eksempel så vi i denne uges unge danske valgkamp, hvor direktøren i rengøringsfirmaet Panorama på vej til et interview med Go' Aften Danmark i Tivoli blev overfaldet af reportere fra en række medier med de to public service tv-stationer TV 2 og DR i spidsen. Det usaglige og overdrevne verbale bombardement, der endog involverede en falden kameramand, kan ses her.

Klog undskyldning fra TV 2 News
Den på overfladen saglige begrundelse for at tale med direktøren var naturligvis – som alle, der følger valgkampen vil vide – at oppositionens leder Lars Løkke Rasmussen havde omtalt virksomheden i en partilederdebat dagen før. En tidligere ansat havde opsagt sit job, fordi forskellen mellem hans løn og kontanthjælpen angiveligt ikke var stor nok til at vedkommende ville arbejde.

Pressen ville vide, om den ansatte fandtes. Den del var det saglige. Men efter at direktøren havde bekræftet, at den ansatte fandtes, og at han i sin tid havde givet præcis den forklaring, som Løkke angav, gik journalisterne amok i et hidsigt og ufrivilligt komisk krydsforhør af direktøren. Der prisværdigt nok bevarede roen.

Klogeligt undskyldte TV2 News' kompetente chefredaktør Mette Østergaard. Som hun siger, ”er det ikke sådan, vi ønsker en valgkamp. Vi ønsker fokus på politik og substans, og i dette tilfælde tog jagten på en af dagens hovedpersoner overhånd. Det giver ikke bedre svar at interviewe på denne måde – særligt ikke, når direktøren ikke har begået ulovligheder eller står til ansvar for politiske beslutninger.” 

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt, om pressen går amok eller ej? Det er der flere grunde til – og de er ikke kun overordnede eller etiske.

Kvalitet er populært
Vigtigst er det, at medierne spiller en vigtig rolle i det moderne demokrati. De er offentlighedens vagthunde, borgernes repræsentanter og en væsentlig kontrolmekanisme mod magtmisbrug og usandheder.

I den indeværende valgperiode har vi set mange fine eksempler på afslørende journalistik, f.eks. om embedsmænd, der uretmæssigt har ageret som magtudøvere (læs: f.eks. DONG-sagen og PET-sagen). Og i det mere dagligdags leje – og under en valgkamp – skal skattebetalende licens-bidragere derudover kunne føle sig sikre på, at journalisterne stiller om ikke alle, så de fleste af de saglige spørgsmål, som borgerne gerne vil have besvaret, inden de sætter deres kryds.

For det andet er det også det, borgerne efterspørger. Der er godt nok flest klik ved katte-videoer og bare bryster. Men når det kommer til politik, viser gentagne kvalitative undersøgelser, at danskerne heldigvis er vilde med kvalitetsmedier og substans. Dybdegående programmer som DR2’s Deadline, debatter på P1 og Radio 24Syv samt nichemedier som Information, Weekendavisen, Børsen, Kristeligt Dagblad og ja, også Altinget, overlever netop på et stærkt presset marked, fordi en stor portion af brugerne er vilde med kvalitet.

Det samme ser man i USA, hvor seriøse kvalitets-blogs inden for politik er populære – websites som Politico, Daily Beast og The Hill.

Underholdning er fint – fordrejninger er ikke
Danmark er et mindre sprogområde og i det hele taget som bekendt et lille land. Men når det gælder gotcha moments og udskiftning af substans med overfald på enkeltpersoner, uanset om det er borgere som Panorama-direktøren eller politikerne selv, er der al mulig grund til at ønske dem ad Pommern til. Det handler som nævnt indledningsvist ikke om, at politik ikke må handle om personer, være underholdende eller sjovt. Men om ikke at fordreje sandheden.

Nøjagtigt lige som en anden uskik, der også findes i rigt mål i såvel USA som i Danmark, nemlig den, hvor politiske kommentatorer, der lever af at piske en stemning op, underholder med, at der er ”tæt løb”, at vi står med et ”uforudsigeligt opgør”, eller at ”valget er helt åbent,” hvis alle ædruelige målinger siger det modsatte.

Det så vi i stor stil i USA ved 2012-valget, hvor det på intet tidspunkt så ud til, at Mitt Romney ville slå Obama. Og det ser vi i Danmark nu, hvor der fortsat ikke er fremkommet nogle troværdige målinger, der viser sejr til rød blok, selvom statsministerens personlige troværdighed helt fortjent er lysår over Lars Løkke Rasmussens.

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

debat@altinget.dk