Riskær stiler efter Alternativet-kandidatur

NAVNE: Den 59-årige tidligere bedrageridømte erhvervsmand og tidligere Venstre-parlamentariker Klaus Riskær Pedersen har meldt sig ind i Uffe Elbæks parti, Alternativet.

Til trods for sidste uges ufrugtbare møde med partistifter Uffe Elbæk har Klaus Riskær Pedersen nu meldt sig ind i Alternativet. Han stiler efter at blive valgt som folketingskandidat for Alternativet i Københavns Omegns Storkreds og dermed om at gøre politisk comeback. 

Det har han mandag offentliggjort på Facebook

Til DR siger han:

"Jeg havde jo en snak med ledelsen i partiet, og de gav udtryk for, at jeg var for alternativ, for kendt, og at jeg ikke havde været med fra starten. Men hele ideen med Alternativet er, at det er nærdemorkati, og at det kommer fra bunden og op og ikke fra toppen og ned, så der bliver kampvalg nu."

På Facebook har han offentliggjort sine politiske mærkesager, der er et bæredygtigt skattesystem, langtidsholdbar økonomisk politik, realitetstilpasset udenrigs- og sikkerhedspolitik samt retten til fri cannabis.

Vælges på demokratisk vis
Klaus Riskær bad om at blive opstillet på særlige vilkår for Alternativet, hvor han ønskede at blive spidskandidat, siger partiets pressechef Magnus Haslebo til Politiko.

Det afviste partiet, som dog hilser Riskær velkommen, hvis han vælges på demokratisk vis. 

"Vi har et vælgerdemokrati, så når man er medlem, har man den mulighed at stille op til valg i storkredsene. Og der er valg 17. marts, hvor vi så kan forstå, at Riskær stiller op. Så det er fuldkommen i vores medlemmers hænder, hvorvidt de vælger at stemme ham ind," siger partiets pressechef Magnus Haslebo til Politiko. 

Ulla Sandbæk er spidskandidat for partiet i Københavns Omegns Storkreds. Der er opstillingsmøde tirsdag 17. marts. 

 

,

Forrige artikel Prognose: Tesfaye og Hummelgaard bliver folketingsmænd Prognose: Tesfaye og Hummelgaard bliver folketingsmænd Næste artikel Folketingsmedlemmer har tillid til ministres svar Folketingsmedlemmer har tillid til ministres svar