Ministre kendte til fejl i vurderinger

VURDERINGER: Rigsrevisor understreger, at både Skat og Skatteministeriet har kendt til problemerne med de offentlige ejendomsvurderinger. Skat retter ind, men afviser, at vurderinger har været i strid med loven.

Forkerte vurderinger på et dårligt grundlag har nærmere været normen end undtagelsen i Skat i op mod ti år. Og de store problemer med vurderinger har været kendt i både Skat og i Skatteministeriet i mindst seks år.

Det har været med til at skærpe kritikken fra Rigsrevisionen, at hverken Skat eller Skatteministeriet har gjort en indsats for at løse problemerne.

Nu er det op til Folketinget at tage stilling til, hvilke konsekvenser sagen skal have.

”Det er ikke vores rolle at udpege en hovedansvarlig,” sagde rigsrevisor Lone Strøm ved et pressemøde onsdag.

”Vi ved, at det er Skat, der har opgaven, men vi ved også, at Skatteministeriet har været orienteret undervejs,” konstaterede Lone Strøm.

På pressemødet oplyste Rigsrevisionen desuden, at problemerne har været fremlagt for de skatteministre, der har siddet i perioden.

Hovedpunkterne i kritikken er: 

  • Skatteministeriet og Skat har kendt problemerne uden at gøre noget
  • Upræcise vurderinger på et tyndt grundlag
  • Langsom og mangelfuld klagebehandling

 

Skat afviser, men retter ind
Trods den meget hårde kritik afviser Skat i en pressemeddelelse, at vurderingerne ikke har fulgt loven.

”En vurdering af en ejendom vil indeholde en usikkerhed, uden at det betyder, at vurderingen er forkert ifølge lovgivningen,” siger direktør for Skat Jesper Rønnow Simonsen i meddelelsen.

Skat vil dog rette ind efter kritikken fra Rigsrevisionen.

”Vi er i færd med at rette op på flere områder - blandt andet i forhold til klagesagsbehandlingen og vurderingsarbejdet. Det er jo vigtigt, at ejeren af en bolig føler sig tryg ved den vurdering, vi laver,” skriver Skats direktør for Kundeservice Steffen Normann Hansen i en pressemeddelelse.

Forrige artikel Her er kritikken af ejendomsvurderingerne Her er kritikken af ejendomsvurderingerne Næste artikel Anne Vang stopper som borgmester Anne Vang stopper som borgmester