Radikale afviser at lempe finanspolitikken

EFTERÅR 2013: Der skal ikke pumpes flere penge ud i samfundet med finansloven, mener de Radikale. Partiet vil i stedet sætte fokus på behovet for at lave sociale 2020-målsætninger, siger gruppeformand Sofie Carsten Nielsen (R).

Den politiske sæson er ved at være i gang, og derfor har Altinget.dk bedt partierne om at sætte ord på efterårets opgaver.

Hos de Radikale er man ikke umiddelbart lydhør over for hverken Enhedslistens krav til en finanslov eller de økonomiske vismænds anbefalinger.

Partiet er således ikke parat til at lempe på finanspolitikken og dermed pumpe flere penge ud i samfundet for at sætte gang i økonomien.

"Nej, jeg ser ikke nogen overordnet lempelse for mig. Hvis vi lemper et sted, så skal vi ud og finde finansieringen et andet sted," siger gruppeformand Sofie Carsten Nielsen (R).

"Vismændene anbefaler, at vi fremrykker endnu flere offentlige investeringer. Men der er simpelthen en fysisk grænse for, hvor meget nyt byggeri vi kan sætte i gang. Det er sat afsindigt meget i gang allerede med broen over Femern Bælt, Metrocityring og nye sygehuse," siger Sofie Carsten Nielsen. 

Man kan jo også lempe finanspolitikken ved at give skattelettelser?

"Det er stadig penge, som skal findes, og som gælder i forhold til det underskud, vi har. Selvom det går bedre økonomisk, og det er bestemt glædeligt, så må man nøgternt konstatere, at Danmark stadig har et årligt underskud, der er tæt på 3 procent af den samlede økonomi. Det skal vi have rettet op på, og så kan vi ikke bare pumpe endnu flere penge ud, så underskuddet bliver endnu større," siger Sofie Carsten Nielsen. 

Hvad bliver de to største politiske udfordringer i efteråret?

"Den evige udfordring er fortsat at skabe job. Men det, der er rigtig vigtigt for Det Radikale Venstre, er, at vi også får fokus på reelt lige muligheder, så vi skaber bedre social mobilitet. Vi skal have defineret nogle sociale 2020-målsætninger i løbet af dette efterår," siger Sofie Carsten Nielsen. 

"Det vil udstille, at vi har nogle store sociale udfordringer, men det skal vi ikke være bange for. Det er også derfor, at vi har formuleret en fattigdomsgrænse. På den måde får vi også et afsæt for de sociale 2020-mål," siger Sofie Carsten Nielsen og tilføjer:  

"Ud over de sociale 2020-mål, så bliver den anden store dagsorden for os det grønne med den klimaplan, som er lige på trapperne. De to områder vil vi arbejde for kommer højt på dagsordenen i løbet af efteråret," siger Sofie Carsten Nielsen. 

Forrige artikel V: Regeringen skal tvinges til flere reformer V: Regeringen skal tvinges til flere reformer Næste artikel SF-ordfører: Jobskabelse har førsteprioritet SF-ordfører: Jobskabelse har førsteprioritet