Bredt flertal: Danske sommerhuse kun til danskerne

SOMMERHUS: Viljen til at afskaffe reglen, der holder udlændinge fra at kunne købe sommerhus i Danmark, er til at overse på Christiansborg. Fra Enhedslisten til DF er der enighed: Danske sommerhuse skal reserveres til danskerne. Kun LA stritter imod.

Nein, danke.

Sådan lyder svaret fra en bred vifte af Folketingets partier på spørgsmålet om at åbne det danske sommerhusmarked for udlændinge.

Mens danskerne frit kan investere i en svensk ødegård eller en østrigsk alpehytte, så melder politikerne herhjemme hus forbi over for købelystne udlændinge. De danske sommerhuse tilhører danskerne, lyder det fra et bredt kor af christiansborgpolitikere.

Men politikernes argumenter for at holde markedet lukket er meget tvivlsomme, lyder det fra boligøkonomisk ekspert. Liberal Alliance har som det eneste parti meldt sig som modstander af reglen, der ifølge partiets EU-ordfører bunder i "en nedarvet frygt for tyskerne".

En varm kartoffel siden 1973
Diskussionen om det, der af flere er blevet døbt "det femte danske EU-forbehold", er med jævne mellemrum dukket op til overfladen, siden Danmark i 1973 fik indført særreglen i forbindelse med optagelsen i EF.

Sidste år viste en Megafon-undersøgelse blandt andet, at et flertal af danskerne er villige til at vinke farvel til reglen (læs her), ligesom over halvdelen af landets borgmestre er for en afskaffelse (læs her).

Den holdning afspejler sig dog langt fra i Folketinget, hvor Liberal Alliance står mutters alene som bannerfører for et farvel til sommerhusreglen.

Partiets EU-ordfører, Merete Riisager, har forgæves forsøgt at få vendt stemningen omkring reglen, og hun peger på danskernes syn på især tyskerne som en væsentlig årsag til, at reglen får lov at leve videre.

"Jeg tror, det bunder i en nedarvet frygt for tyskerne," siger hun og kalder reglen for dobbeltmoralsk.

"Eksempelvis har Pia Kjærsgaard jo et sommerhus i Grækenland, og det er hun i sin fine ret til. Det, synes jeg, er helt fint, og derfor ser jeg også reglen som dobbeltmoralsk. At forbeholde danske sommerhuse til danskerne er jo i virkeligheden en meget protektionistisk og indadvendt holdning," siger hun.

R: Vil skabe spøgelsesbyer
Radikales erhvervsordfører, Andreas Steenberg, erkender over for Altinget | Bolig, at reglen i udgangspunktet er dobbeltmoralsk. Men det betyder ikke, at partiet vil af med den.

"Jeg må indrømme, at det er dobbeltmoralsk, at vi eksempelvis kan købe ødegårde i Sverige, men at det omvendte ikke kan lade sig gøre. Det er desværre bare historien om elefanten og myggen. Der er 80 mio. tyskere, og vi er kun 5 mio. danskere. Vi mener, at reglen er nødvendig, for at vores sommerhuse ikke kommer på udenlandske hænder," forklarer han.

Samme holdning udtrykte Socialdemokraternes boligordfører, Jan Johansen, over for Altinget | Bolig i sidste uge. Det er imidlertid ikke kun på den røde fløj, at man vil holde sommerhusene på danske hænder. Også Venstre afviser at pille ved særreglen.

"Reglen sikrer, at der er gang i de små danske bysamfund, fordi der bliver lejet boliger ud. Det er med til at fastholde livet i yderområderne," siger Louise Schack Elholm, boligordfører for Venstre.

Både Louise Schack Elholm og Andreas Steenberg frygter, at en afskaffelse vil være med til at lægge de omtalte yderområder øde hen.

"Vi frygter, at der er byer, der vil blive opkøbt af tyskere, som så kun vil være der i tre uger, hvorfor man så vil få spøgelsesbyer," siger Andres Steenberg.

Forsker: Ude af proportioner
Spørger man ekspert i boligøkonomi, lektor Jens Lunde fra Institut for Finansiering på CBS, virker den slags fremtidsscenarier imidlertid ganske urealistiske.

"Jeg tror ikke på det (om spøgelsesbyerne, red.). Det lyder meget overdrevet," siger han og efterlyser samtidig velunderbyggede analyser af eventuelle scenarier.

Jens Lunde køber heller ikke umiddelbart argumentet om, at Danmark vil opleve en flodbølge af købelystne tyskere, der derfor vil presse priserne på sommerhusmarkedet højt op.

"Man kunne måske tro, at hvis tyskerne slippes løs på markedet, så vil man opleve kraftige prisstigninger. Men jeg er slet ikke sikker på, at det vil have nogen afgørende effekt. Der vil være nogle, der ville købe i stedet for at leje. Men samtidig vil færre tyskere så leje. Jeg tvivler stærkt på, at vi får ret mange flere tyskere herop af den grund," siger han.

Ifølge lektoren har den politiske debat en tendens til at "løbe løbsk", og han opfordrer derfor politikerne til at kigge grundigere på sagen.

"I stedet for at have en eller anden ophedet principiel debat, så kunne man måske i stedet begynde med at lave en egentlig undersøgelse af problemstillingen. En indikation vil man også få ved at se på, hvor få danskere, der egentlig har købt en feriebolig i udlandet. I den forbindelse må man jo huske, at danskerne da vist har noget mere ferie end fx tyskerne," siger han.

Enhedslisten og Venstre på linje
Mens Jens Lunde altså ikke umiddelbart ser nogen stor folkevandring fra syd for sig ved en eventuel afskaffelse af sommerhusreglen, så rykker det ikke mange centimeter på Christiansborg.

Med undtagelse af Liberal Alliance, så lader der til at være konsensus om, at der ikke skal pilles ved sommerhusreglen.

Altinget | Bolig spurgte derfor Enhedslisten, hvordan særreglen hænger sammen med partiets ønsker om fri bevægelighed og åbne grænser.

"Vi hylder de åbne grænser, men vi ønsker jo ikke, at danskerne skal have en begrænset adgang til deres eget land," forklarer partiets boligordfører, Lars Dohn.

Helt på linje med den holdning er Venstre, hvor partiets boligordfører, Louise Schack Elholm, afviser, at sommerhusreglen strider imod partiets holdninger til det frie marked.

"Det er et spørgsmål om at være pragmatisk og se på, om vi har nogle interesser over for Danmark og danskerne, der kan sikre bedre forhold for os. Der er masser af lande, der har forskellige særregler. Det er ikke usædvanligt at have særregler," forklarer hun.

Så i forhold til denne her sag, er det frie marked ikke svaret?

"Vi skal forholde os pragmatisk til tingene. Umiddelbart fungerer den nuværende lov udmærket."

Men kan du se dobbeltmoralen i reglen?

"Der er mange lande, der har særregler i EU. Det gælder på mange områder."

Så den konkrete regel, vi taler om, er ikke dobbeltmoralsk?

"Det er så en af de danske særregler, og den, synes jeg, er helt fair. Jeg er valgt af danskerne, og jeg er interesseret i at sikre danskerne de bedste vilkår. Denne her regel er med til at sikre danskerne de bedste vilkår," forklarer Louise Schack Elholm.

Ministeren afviser også
I sommeren 2011 åbnede den daværende politiske ordfører for Socialdemokraterne, Henrik Sass, op for muligheden for en afskaffelse af reglen, men siden regeringsskiftet har også boligminister Carsten Hansen (S) afvist at pille ved reglen.

Selvom ministeren blandt andet har som erklæret mål at skulle skabe vækst i de danske yderområder, så ser han ikke en åbning af sommerhusmarkedet som en holdbar løsning på det problem.

Det samme gælder blandt andet hos Radikale, der tværtimod forudser en negativ udvikling ved et åbent sommerhusmarked.

"Jeg tror ikke, at en ophævelse af sommerhusreglen kan rette op på boligmarkedet. På kort sigt vil enkelte ejere opleve en gevinst, men jeg tror ikke, det er et svar på markedets krise. Måske tværtimod," siger Andreas Steenberg.

Forrige artikel Mette F: Uddannelsesløft hovedmål for trepartsaftale Mette F: Uddannelsesløft hovedmål for trepartsaftale Næste artikel Regering i ko-vending om kommunal forebyggelse Regering i ko-vending om kommunal forebyggelse