Pragmatisk stil uden store forandringer

Af Anders Agner Pedersen

NEW YORK: Forskellene mellem Barack Obama og George W. Bush som præsidenter er mange. Udtryksformen, baggrunden og livsanskuelsen, blot for at nævne et par ting. Et af de områder, hvor de to herrer imidlertid ikke er så forskellige, er på det udenrigspolitiske område. Tværtimod kan de politiske forandringer på dette område nærmest tælles på en hånd, på trods af, at Obama i sin valgkamp talte om en række markante udenrigspolitiske forandringer. Således lyder vurderingen fra Robert Jervis, der er professor i internationale relationer ved Columbia University i New York, og forfatter til en lang række bøger om udenrigspolitiske forhold.

"Det vil være i overkanten at sige, at forandringerne har været minimale, men de er begrænsede," fastslår Robert Jervis.

Begrænsede forandringer
Forklaringen på, hvorfor der ikke er kommet den udenrigspolitiske revolution, som mange havde sat næsen op efter, da Obama blev valgt, er ifølge Robert Jervis, at præsident Bush rent faktisk satte gang i en lang række forandringer i sine sidste år som præsident. Han fik bare aldrig den anerkendelse for dem, som han egentlig burde.

"Tilbagetrækningen fra Irak var en beslutning, som blev truffet af præsident Bush. Det var ham, der opstillede en tidsramme for, hvordan krigen skulle afsluttes. Det var også det, som Obama gerne ville, men det var Bush, som gjorde det. Faktum er, at der har været forandringer, men ingen dramatiske. Og det tror jeg, at mange er skuffede over," siger Robert Jervis, der netop har udgivet bogen 'Why Intelligence Fails', der blandt andet handler om krigen i Irak.

Infleksibilitet gav fjender
At Obama, modsat sin forgænger, er langt mere populær i resten af verden, selv om deres politik på mange måder er ens, skal ifølge Steven Brams, der er professor i politik ved New York University, findes i, at Obamas indstilling til samarbejde er anderledes end præsident Bushs. Og det er der en særlig grund til.

"Vi kan ikke gøre tingene selv mere. Vi har brug for allierede. Når vi gør tingene selv, som vi gjorde det under præsident Bush, med Irak-krigen, så ender det i en ren katastrofe. Den første golfkrig tilbage i begyndelsen af 1990'erne var jo netop en succes, fordi Bush Senior formåede at samle en koalition imod Saddam Hussein, så det er den strategi, som nu skal følges," påpeger Steven Brams og uddyber:

"Man kan jo også vende den om og sige, se hvad Bushs infleksibilitet medførte. Det gav USA mange fjender. Og jeg har ikke indtryk af, at USA bliver betragtet som værende blevet svagere."

Strategi uden effekt
Netop Republikanerne har flere gange langet ud efter præsident Obama. Ikke mindst hvad angår hans håndtering af den hjemlige sikkerhed. Men også hans forsøg med at række hånden ud til Mellemøsten, herunder Iran, er blevet tolket som et svaghedstegn. Særligt fordi gestussen foreløbig er blevet returneret med et slag over fingrene. Og Obama skal næppe regne med, at lederne fra de nationer, som Bush betegnede som 'Ondskabens Akse', pludselig vender på en tallerken og vil til at være bedste venner med USA, forudser Robert Jervis.

"Indtil videre har han ikke draget fordel af at række ud til resten af verden. Og det tror jeg heller ikke, at han kommer til i større omfang. Der er ingen tvivl om, at europæerne er glade for ham, men alle andre end Bush ville have gjort dem glade. Okay, måske ikke McCain og Palin, men bortset fra det," siger Robert Jervis.

Nobeltale viser Bush-lighed
En af de udenrigspolitiske begivenheder, som fyldte meget i alverdens medier, inklusive de danske, var da præsident Obama i december 2009 modtog Nobels Fredspris i Oslo, få dage efter at han havde givet ordre til at sende yderligere 30.000 amerikanske soldater til Afghanistan. Og netop hans takketale ved den begivenhed viser ifølge Robert Jervis, at Obama på mange punkter er på linje med Bush, hvad angår udenrigspolitikken.

"En af de ting, som han sagde i sin tale, som jeg i øvrigt mener, var virkelig god, var, at han gjorde det klart, at han var villig til at anvende magt, når det var nødvendigt. Det var ikke noget, som tilhørerne gerne ville høre. Men det viser, at han er parat til at handle, nøjagtig som Bush. Det så vi senest med Afghanistan, hvor opbakningen fra Europa var begrænset. Det, han gør der, er naturligvis ikke så dramatisk som at invadere Irak, men ikke desto mindre var det et stærkt signal i forhold til anvendelse af magt," siger Robert Jervis.

Står lavt på Obamas liste
Selv om han allerede har været i Danmark to gange, og generelt har været flittig til at besøge det meste af kloden, så er det langtfra det samme som at sige, at udenrigspolitik står højt på listen over politiske prioriteter hos præsident Obama. Tværtimod har han ved talrige lejligheder demonstreret, at hans fokus først og fremmest er på de indenrigspolitiske problemer. I den tale, hvor han offentliggjorde forøgelsen af tropper i Afghanistan tilbage i december, sagde han blandt andet, at det land, han var mest optaget af at genopbygge, ikke var Afghanistan, men Amerika. Og med mindre der sker noget uventet, så vil det fokus ikke ændre sig, vurderer Robert Jervis.

"Det står ikke så lavt på listen, som det gjorde hos eksempelvis Bill Clinton i hans første periode som præsident. Der vidste han dårligt nok, hvor det tidligere Jugoslavien var på et kort. På den måde er det min opfattelse, at Obama ved mere om resten af verden fra starten af sin embedsperiode, men det er ikke øverst på hans dagsorden. Job, sundhedsreform og økonomien er hans topprioriteter lige nu," siger Robert Jervis og nævner i den forbindelse, at det netop var denne prioritering, der fik Obama til at udnævne hans ærkerival under primærvalgene, Hillary Clinton, til udenrigsminister. Netop fordi hun var en stærk profil, ville han nemt kunne uddelegere en lang række udenrigspolitiske anliggender til hende, mens han selv holdt fokus på den hjemlige andedam. En prioritering, som hans State of the Union-tale tidligere på året slog fast med syvtommersøm, hvor Obamas hovedfokus var rettet mod den økonomiske krise og den massive ledighed, som denne har medført.

Urealistiske forventninger
Det er altså, ifølge Robert Jervis, så som så med de udenrigspolitiske forskelle mellem George W. Bush og Barack Obama. Og man skal næppe heller forvente, at forskellene bliver trukket tydeligere op i den kommende tid, hvor ledighed og økonomi vil dominere Obamas dagsorden.

"Det er min opfattelse, at folk var fuldstændig urealistiske i forhold til, hvad de forventede af Obama. Samtidig blev de forandringer, som Bush havde sat i gang ikke anerkendt, og de fleste mennesker undervurderede ham. Min antagelse er, at der lige nu er stor skuffelse, netop fordi kontrasten ikke har været så tydelig som folk både havde troet og håbet," siger Robert Jervis, som afslutningsvis tilføjer:

"Obama har længe nydt godt af, at man kiggede med meget kritiske øjne på alt, hvad Bush gjorde, og med meget milde øjne på alt, hvad han selv gjorde. Og selv om jeg mener, at Bush var en katastrofe som præsident, så fik han kritik for meget, som han ikke var skyld i. Man skal huske på, at det er væsentligt nemmere at miste et godt omdømme, end det er at genopbygge et ødelagt. Og det bliver uden tvivl en af Obamas vigtigste udfordringer, hvad angår udenrigspolitikken."