S-ordfører til DI: Tvangsaftaler med private aktører giver ikke mere frihed

REPLIK: Hvis private aktører skal være en del af fremtidens velfærd, skal det give mening for borgerne. Det er ikke noget, staten skal tvinge ned over kommunerne, skriver ældreordfører Birgitte Vind.

Af Birgitte Vind (S)
Ældre- og kommunalordfører

Tak til Jakob Scharff fra Dansk Industri for at tage del i debatten om, hvordan vi sikrer en bedre ældrepleje.

Vi er helt enige om, at systemet skal indrettes efter borgeren, og at vores ældrepleje skal afspejle, at ældre er forskellige og har forskellige behov og ønsker.

Derfor undrer det mig også, at Dansk Industri er så forhippet på, at staten skal tvinge kommunerne til at lave aftaler med private leverandører.

Det er jo netop at tage udgangspunkt i en systemtænkning frem for at tage udgangspunkt i borgerne.

Virkeligheden mangler frihed
Problemet i dag er, at flere af de statslige regler, vi har tvunget ned over kommunerne inklusive det frie valg, trækker i retning af mere systemtænkning og mindre individuelt hensyn.

Kommunerne skal beskrive, hvad de ældre er visiteret til, og hvad der skal laves. Konsekvensen er, som en borgmester for nylig udtrykte det, at vi prøver at tilpasse de ældre til de ydelser, kommunen leverer frem for at tilpasse kommunens ydelser til de behov, de ældre har.

Det kan godt være, at borgeren vil få mere livsglæde af at komme ud på en gåtur om tirsdagen, men hvis borgeren er visiteret til at få støvsuget, så skal der støvsuges uden hensyn til, hvad borgeren måtte have af behov.

Sådan er det uanset, om man vælger offentlig eller privat. Det er der i virkeligheden ikke meget frihed over.

Med den velfærdsaftale, vi indgik i Folketinget før jul, er målet i langt højere grad at give de ældre indflydelse på den pleje, de får leveret. Sådan at vi tager udgangspunkt i den ældre og ikke i systemerne – hverken kommunale eller private.

Private skal ikke fryses ude
Derfor har vi fritaget kommunerne for en række statslige krav, heriblandt det frie valg. Det er vildt.

Mange har undervejs peget på, at lige præcis én regel eller lige præcis ét krav skal fastholdes. Det er derfor, at vi i 30 år har talt og talt om at afbureaukratisere den offentlige sektor, mens mængden af regler bare er steget. Mange af reglerne er indført i en god mening. Men konsekvensen er bare en helt anden.

Jeg vil i øvrigt gerne slå fast, at intet i de nye velfærdsaftaler forhindrer private i at være en del af velfærden i kommunerne. Men så skal det være fordi, det giver mening for borgerne, og ikke fordi staten tvinger det ned over kommunerne.

Jeg har tillid til, at de mennesker, man vælger lokalt til at stå i spidsen for kommunen, vil være langt bedre til at finde meningsfulde lokale løsninger, end jeg er som folketingspolitiker.

Jeg ser derfor meget frem til at følge det spændende arbejde i de tre kommuner, og jeg vil opfordre Dansk Industri til at gøre det samme.

Forrige artikel SF: Myten om det frie valg i ældreplejen stikker borgerne blår i øjnene SF: Myten om det frie valg i ældreplejen stikker borgerne blår i øjnene Næste artikel Professor: Frit valg i ældreplejen handler mest af alt om ideologi Professor: Frit valg i ældreplejen handler mest af alt om ideologi