Politikerne kan godt glemme at styre tilbagetrækning med højere pensionsalder

Skal pensionsalderen fortsat stige i fuldstændig samme takt som levealderen, som det er aftalt i Velfærdsaftalen fra 2006?

Det er et af de centrale spørgsmål som Pensionskommissionen – med navnet "Kommission om tilbagetrækning og nedslidning" – skal behandle i den rapport, som forventes at blive offentliggjort omkring 1. april.

Venstre, Socialdemokratiet, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti er alle med i aftalen fra 2006, men både rød og blå blok har efterfølgende med henholdsvis Arne-pensionen og seniorpensionen forsøgt at distancere sig fra hinanden – og mildne indtrykket af den barske virkelighed, som Velfærdsaftalen er udtryk for: Børn, der fødes næste år, kommer først på folkepension i det 22. århundrede som 77-årige.

Men kan man overhovedet styre, hvornår danskerne holder op med at arbejde ved hjælp af folkepensionsalderen?

Samtidig med at levealderen er vokset og vokset, har vi siden starten af 90'erne gjort Danmark til suveræn verdensmester i pensionsopsparing, og der ligger i dag 4.600 milliarder kroner i pensionskasserne. Fremtidens faglærte og ufaglærte får pensioner, der sammen med folkepensionens grundbeløb kommer tæt på deres slutløn.

Denne voldsomme pensionsopbygning har en række konsekvenser.

For det første kan politikerne godt glemme alt om at styre, hvornår folk trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet ved hjælp af aldersgrænsen for folkepensionen. Når folkepensionen kommer til at fylde den mindste del af indkomsten for en pensionist, så bliver folk ikke på arbejdsmarkedet, med mindre de er glade for at gå på arbejde og samtidig synes det giver økonomisk mening af fortsætte.

Opbygningen af gigantiske pensionsformuer og en stigende levealder burde være en ren succeshistorie. Problemerne opstår alene, fordi politikerne ikke har ryddet op i ordninger, der blev skabt længe før arbejdsmarkedspensionerne. I stedet har de forsøgt at pynte sig med socialt begrundede ordninger, der strukturelt passer dårligt til den nye pensionsvirkelighed.

Under opbygningen af arbejdsmarkedspensionssystemet har det stået klart, at en del lønmodtagere var udsat for kraftig modregning i pension og boligsikring, og at de intet fik ud af af spare op til pension. Men det blev på begge sider af bordet accepteret som krigsomkostninger for at opnå en økonomisk tryg alderdom for de fleste – og opbygge pensionsformuer, der gør arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer til landets største kapitalister.

En oplagt mulighed for at undgå de økonomiske samspilsproblemer vil være at udfase pensionstillægget gradvist for nye pensionister i takt med, at arbejdsmarkedspensionerne opbygges. Disse fremtidige pensionister vil stadig være bedre stillet på grund af den store pensionsopbygning end de, der går på pension i dag.

LÆS OGSÅ: Ny debat: Hvordan skal politikerne indrette et nyt pensionssystem?

Fjernede vi tillægget, ville vi samtidig fjerne en stor del af de "negative incitamenter" og stå tilbage med et sundere pensionssystem, der ville give en rigtig god dækning for de fleste. Boligydelsen vil stadig kunne give incitamentsproblemer, men det bør nok løses gennem boligpolitik og ikke pensionspolitik.

Folkepensionen er i dag mere sundt indrettet. Hvis du vælger ikke at gå på folkepension, når du har ret til det, så får du år for år et højere beløb udbetalt, når du senere går pension. Samtidig er der netop vedtaget fuldt fradrag for personlig indkomst, hvis du vælger at arbejde efter du har ret til folkepension.

Langt de fleste lønmodtagere er med i en pensionsordning i dag, men en svaghed i det ellers stærke pensionssystem er, at lønmodtagere på det ikke-organiserede arbejdsmarked ikke nødvendigvis indbetaler til pension. Det samme gælder selvstændige. Den enkle løsning på det problem er lovgivningsmæssigt at sikre, at alle får samlet nok sammen til pensionisttilværelsen, men det har der langt fra været enighed om ind til nu.

Et andet stort samspilsproblem er de ordninger, som ekstraordinært giver personer mulighed for at trække sig tilbage tre-seks år op til folkepensionsalderen: Efterløn, Arne-pension og seniorpension. Her skal kommissionen undersøge "muligheden for forsikringsordninger for nedslidte, for eksempel i regi af ATP", som det står i kommissoriet.

En radikal løsning kunne være at slå Arne-pensionen, seniorpensionen og efterlønnen sammen til én ordning, der bygger på folkepensionen. Som de ligger i øjeblikket er de snubletråde for et velfungerende pensionssystem.

Modsat folkepensionen er der ingen tilskyndelse til ikke at tage Arne-pensionen eller seniorpensionen, hvis du først er berettiget til det.

Seniorpensionen har en relativ høj ydelse og bygger nærmest på førtidspensionen blot med meget lempeligere visiteringskrav. Arne-pensionens adgangskrav er 41-44 år på arbejdsmarkedet og ydelsen er grundlæggende bygget op på folkepensionens ydelser, men med en svagere modregning. Man kan få Arnepension i op til tre år. men hvis man udskyder eller undlader at bruge Arne-pensionen får man ikke efterfølgende nogen økonomisk gevinst – modsat hvis man udskyder folkepensionen.

Det ville skabe et meget enklere system, hvis man i stedet for Arne-pension, seniorpension og efterløn tog udgangspunkt i folkepensionen og til gengæld skabte (mindst) tre indgange til folkepensionen:

• Et alderskriterie som i dag – og som øges i takt med levealderen.
• Et helbredskriterie som vi kender fra seniorpensionen.
• Et kriterie for antal år på arbejdsmarkedet, som vi kender fra Arne-pensionen.

Indkomsten vil så for den enkelte bestå af folkepension og ydelser fra egen arbejdsmarkedspension. Gevinsten vil være, at systemet bliver meget enklere, og at alle vil få et meget stærkere incitament til at spare op i arbejdsmarkedspensionerne og blive på arbejdsmarkedet med de ressourcer, man nu har.

Kan sådan et systemskifte gennemføres politisk? Det kan det måske, når man tænker på, at der ligger en bred aftale om at hæve pensionsalderen med levetiden. En pensionsalder, der i løbet af de næste par generationer forventes at snige sig op mod de 80 år.

Ville det ikke være attraktivt for både lønmodtagere og arbejdsgivere (og rød og blå blok) at omveksle de ordninger, der giver mulighed for tilbagetrækning før folkepensionsalderen, med et sundt folkepensionssystem med flere indgange?

En sådan oprydning i pensionssystemet kan endda gøre det økonomisk ansvarligt at lade folkepensionsalderen stige lidt langsommere end stigningen i levealderen, så børn, der fødes til næste år, ikke skal vente til de bliver 77 år med folkepension eller – for de nedslidtes vedkommende – kan gå på tidlig pension som 74-årige.