Pernille Skipper: Velfærdslovens sande fjende er budgetloven

Af Pernille Skipper (EL)
Politisk ordfører

Socialdemokratiet gik i sommer til valg på en velfærdslov, som skulle forpligte fremtidige regeringer til at give flere penge til velfærd i takt med befolkningsudviklingen, hvor der blandt andet kommer flere ældre og børn, som har brug for pleje og omsorg.

Det synes vi i Enhedslisten er en god idé, og vi bakker selvfølgelig op om forslaget. Men vi siger også med åbne øjne, at sådan en velfærdslov ikke kommer til at rette op på årtiers nedskæringer, hvor velfærden er blevet udhulet. Når man ikke tilfører flere penge end kun lige nok til at dække det stigende befolkningstal, vil loven reelt kun være en garanti om at bevare status quo.

I årevis er der kommet færre pædagoger i daginstitutionerne, sygeplejerskerne på hospitalerne skal løbe stærkere og stærkere, og på plejehjemmene er der ikke tid til at hjælpe de ældre på toilettet eller give dem et bad, når de har brug for det.

Vi skal ikke bilde hinanden ind, at man retter op på alt dette med sådan en velfærdslov. Hvis vi virkelig skal gøre noget for at sikre velfærden ude i kommunerne, kan man ikke stoppe ved en velfærdslov.

Budgetloven står i vejen
For det første skal vi tilføre penge ud over det stigende befolkningstal. Og for det andet skal vi tage fat på noget, som få mennesker kender til, men som står i vejen for rigtig mange kommuner, der ønsker velfærdsforbedringer: Budgetloven.

Budgetloven sætter skarpe lofter for, hvor mange penge der blandt andet må bruges på ældre og børn. Det betyder i praksis, at rigtig mange kommuner oplever dårlig ældrepleje, for få pædagoger til børnene, mangel på folkeskolelærere og meget andet, selv om der egentlig er penge på kontoen til at ændre på det.

Der er desuden et såkaldt anlægsloft, som forhindrer kommuner i at foretage investeringer i klimaforbedringer og andet godt – også selv om det er klogt og der egentlig er penge til det.

Samtidig har budgetloven indført skrappe økonomiske sanktioner over for kommunerne, hvis de overskrider budgetterne. Det har skræmt kommunerne, så de hele tiden bruger meget mindre, end det er muligt – af frygt for at blive straffet økonomisk.

Med andre ord: Når pengene er blevet brugt på skattelettelser, må kommuner og regioner holde igen, fordi budgetloven siger, at det vil skabe for stort et underskud på de offentlige finanser, hvis de sørger for ordentlig velfærd.

Det er en lov, der forhindrer velfærdsforbedringer og sikrer, at bundlinjen og regnearkene er vigtigst. Det vil en velfærdslov ikke kunne ændre på.

Har kostet os omkring 9.000 offentligt ansatte
Set over årene 2011 til 2017 har kommunerne brugt i alt 31,5 milliarder kroner mindre end aftalt i de årlige økonomiaftaler. Det svarer til en gennemsnitlig besparelse på godt 4,5 milliarder kroner eller knap 2 procent af kommunernes samlede nettodriftsudgifter.

Eller det svarer til godt og vel 9.000 offentligt ansatte om året. Det er rigtig mange pædagoger, skolelærere og sygeplejersker, og det kan i den grad mærkes ude i kommunerne.

I Enhedslisten ønsker vi at afskaffe budgetloven. Vi ønsker at gøre op med den kassetænkning, hvor tallene i Excel-arket er vigtigere end omsorgen i ældreplejen. Og vi ønsker at give kommunerne mulighed for selv at bestemme over deres penge, fordi vi tror på, at de er bedre til at vurdere, hvordan de sikrer den bedste velfærd for borgerne, end regnearkene i Finansministeriet.

Det er jeg sikker på, at der er rigtig mange borgmestre og helt almindelige mennesker, der hellere vil have end en velfærdslov.

debat@altinget.dk