Kost og Ernæringsforbundet: Ældre Sagen peger fejlagtigt fingre ad økologien

Ældre Sagen har ikke ret i, at man har stirret sig blind på den økologiske omstilling i de offentlige køkkener. Når ældre ikke spiser deres mad, skyldes det ikke de økologiske råvarer, men at der ikke er prioriteret nok ressourcer til de ældre, skriver Ghita Parry.

Hverken den økologiske eller den bæredygtige omstilling er en simpel øvelse. Det ved man i de offentlige køkkener, og det ved man i kommuner og regioner.

For naturligvis må hverken den ene eller anden omstilling gå ud over kvalitet eller ernæringen i de mange tusinde måltider, der hver dag bliver tilberedt til ældre borgere og patienter. Det kræver stærk ernæringsfaglighed samt politisk faglighed og herunder økonomisk prioritering at sikre den rette ernæring til ældre og patienter. Det får økologien ikke lov til at stå i vejen for.

Derfor har direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, ikke ret i, at man har stirret sig blind på den økologiske omstilling i de offentlige køkkener, som han skriver i et indlæg på Altinget 13. oktober. Han har heller ikke ret i, at man tager let på præsentationen af mad til ældre, ligesom han heller ikke har ret i, at ældres svigtende appetit skyldes den økologiske omstilling.

Fokus på økologi går ikke ud over ernæringsmæssige behov
Lad os starte fra en ende.

Kommuner og regioner har et stort fokus på økologi, men Kost og Ernæringsforbundets medlemmer er med deres faglighed med til at få det fokus til balancere med de individuelle ernæringsmæssige behov. Ernæringsprofessionelle sikrer, at det ikke går ud over madens kvalitet, at mange af råvarerne er økologiske.

De går ligeledes uendeligt meget op i, at mad bliver serveret indbydende, og at de nærende måltider, der produceres, også bliver spist. De ernæringsprofessionelle arbejder dedikerede med at tilberede og præsentere alle måltider, så de vækker appetitten. Det gør de under de forhold og præmisser, der gives i kommunerne.

Mangel på motivation skyldes ikke økologi
At ældre ikke altid kan finde motivationen til at få tilberedt måltiderne, skyldes ikke økologien. Bjarne Hastrup ved lige så vel som mig, at den type motivation er en bred problematik. At det i lige så høj grad skyldes ensomhed, boform, egne kompetencer og syn på måltider. Det skyldes ikke, at ernæringsprofessionelle har for travlt at tilberede maden økologisk. Det skyldes til gengæld, at der politisk ikke bliver prioriteret ressourcer og assistance til at få måltidet til at fungere ude hos den enkelte ældre borger.

Ernæringsprofessionelle har et kæmpe fokus på ældres underernæring, livskvalitet og sundhed. Ligesom de også har et fokus på den økologiske og bæredygtige omstilling. De ernæringsprofessionelle er garant for, at det hele kan gå hånd i hånd, og at økologi ikke går ud over ældres måltider. Derfor bør vi i stedet sigte mod problemets egentlige årsager, og lad os gøre det sammen. For det er en bred indsats, der skal til.

Forrige artikel DI: Vi har et fælles ansvar for, at det bliver mere attraktivt at søge job i ældreplejen DI: Vi har et fælles ansvar for, at det bliver mere attraktivt at søge job i ældreplejen Næste artikel Direktør: Kommuner misbruger planloven til at blokere for friplejehjem Direktør: Kommuner misbruger planloven til at blokere for friplejehjem