Kommunaldirektør: Bureaukrati er en forudsætning for en ansvarlig frisættelse af ældreområdet

Frisættelse af ældreplejen skal ske inden for faste rammer. Det nytter ikke noget, at lægge ansvaret over på en ikke-professionel bestyrelse, når professionelle kommer til kort, skriver Rolf Dalsgaard Johansen.

Vi kan se det for os, nærmest dufte de nybagte boller og mærke den omsorgsfulde hånd, der blidt aer armen på den ældre borger.

Det frisatte plejehjem, den selvejende institution med egen bestyrelse og store frihedsgrader. Regeringens ambition om at frisætte ældreområdet lyder umiddelbart rigtig, men vi skal tænke os godt om, så vi frisætter ansvarligt.

I Haderslev Kommune har vi de senere år øvet os i at frisætte hjemmeplejen. Vi har ladet os inspirere af den succesfulde hollandske Buurtzorg-model – hos os kalder vi det "kaffe først" og "værdifuld hverdag".

Vi har indrettet os med mindre selvstyrende teams, taget udgangspunkt i borgerens ønsker og behov og vi arbejder på at sætte medarbejderne fri og kræve mindre dokumentation.

Det er på mange måder en succeshistorie. Medarbejderne trives trods bump på vejen med ansvaret og borgerne oplever mere værdi i hverdagen med færre og mere gennemgående fagpersoner. 

Men vi er i processen også blevet uhyre opmærksomme på, at frisættelsen er nødt til at ske indenfor nogle rammer. Vi skal fortsat kunne sikre kvaliteten i vores velfærdsservice, borgerens retssikkerhed, en vis ensartethed i serviceniveauet og kontrol med de økonomiske udgifter. 

Ansvaret skal ikke havne hos ikke-professionelle

I Holland arbejder de med begreberne Front Office og Back Office i Buurtzorg-modellen.

Forkontoret er alt det, de ældre og de pårørende oplever. Det er den stemning, de prioriteter, det fællesskab, de værdier, som den enkelte institution gør til sit særkende. Den måde personalet bliver enige om at arbejde på. Den måde alle møder hinanden på.

Bagkontoret skal forstås som en faglig støttefunktion. En funktion, der sikrer kvaliteten i plejen, de sundhedsfaglige vurderinger, styrer økonomien og tager ansvar for borgerens retssikkerhed. Alt det, vi ynder at kalde bureaukrati, fordi det kræver systemer, IT, strukturer, procedurer, rutiner, regler og meget mere.

Vi kan godt drømme om, at det ikke bør være nødvendigt. At vi kan passe godt på vores gamle, bare vi får lov til at gøre det, der er bedst. Vores erfaringer viser os imidlertid, at der altid sker noget, vi ikke havde forudset, når vi har med mennesker at gøre.

En dygtig plejehjemsleder kan pludselige blive syg, en medarbejder misforstår sine beføjelser eller en pårørende blande sig i noget, som vedkommende ingen forudsætninger har for at kunne vurdere.

I de situationer nytter det ikke noget at lægge al ansvaret over på den ikke-professionelle bestyrelse på selvstyrende plejehjem.

Vores ældrepleje er i dag små rullende sygehuse med flere specialer, der behandler og drager omsorg for ældre medborgere, der er meget gamle, svage og ofte også syge. Det er ikke nogen triviel opgave, og det kræver faglighed, professionalisme og struktur.

{{toplink}}

Vi kan ikke afskaffe bureaukratiet

Misforstå mig ikke, jeg kan godt se perspektivet i en større frisættelse af ældreplejen. Vi arbejder som sagt målrettet på det i Haderslev. Men vi må ikke samtidig bilde hinanden ind, at vi kan afskaffe bureaukratiet.

Tværtimod bliver det virkelig vigtigt, at der bliver udviklet solide sundhedsfaglige, økonomiske og juridiske støttefunktioner, der kan træde til, når der er behov.

For mig at se er et af de helt store dilemmaer, hvordan vi sikrer samarbejdet på tværs af ældreplejen, sygehusene og de almen praktiserende læger. Når det samarbejde fungerer godt i dag, er det fordi centrale aktører er dygtige til at koordinere og sikrer en fælles forståelse. Den del af bureaukratiet mener jeg er helt afgørende at bevare.

Jeg er stor tilhænger af større frihed og mere ansvar og medbestemmelse, men jeg opfordrer til, at vi ikke ser det som bureaukratiets modsætning og modstander.

Tværtimod skal vi omfavne bureaukraterne og blive endnu bedre til at bruge dem til det de er så pokkers gode til – nemlig at sørge for at regler, standarder og beslutninger bliver overholdt. For hvis det er på plads, så bliver det både sjovere, lettere og bedre at frisætte alle de dygtige medarbejdere der tager sig kærligt af de ældre i Front Office.

Hvis du ønsker at deltage i debatten, kan du skrive til steenhard@altinget.dk for at høre om mulighederne.  

Forrige artikel Nuværende og tidligere kommunaldirektører: Er frisættelse bare en kommunal ansvarsfralæggelse? Nuværende og tidligere kommunaldirektører: Er frisættelse bare en kommunal ansvarsfralæggelse? Næste artikel Dansk Erhverv: På lige vilkår kan friplejehjem løse kritisk plejeboligmangel Dansk Erhverv: På lige vilkår kan friplejehjem løse kritisk plejeboligmangel