Herlev-borgmester: Dansk Erhverv blokerer for en god fremtidig ældrepleje

Når Dansk Erhverv kritiserer Herlev-modellen for ældreboliger, ligner det, at de er mere interesserede i at forsvare friplejesektorens privilegerede monopol på samarbejde med privat kapital end at sikre rammerne for en værdig alderdom, skriver Thomas Gyldal Petersen (S).

Dansk Erhvervs markedsdirektør Mette Feifer gør sig i et indlæg i Altinget til talsmand for en mærkværdig bagudskuende påstand om, at ”Herlev-modellen”, der er en konkret model for opførelse af et tidssvarende og attraktivt plejehjem for vores ældre medborgere, gør mere skade en gavn.

Det er absurd læsning, og man fristes til at sige, at det mest skadelige i denne sammenhæng er Dansk Erhvervs tilsyneladende komplette ligegyldighed over for de ældres fremtid. 

Går Mette Feifer og Dansk Erhverv overhovedet op i, at vi får skabt fremtidens rammer for, at de ældre kan få en værdig alderdom med gode faciliteter og plads til at medarbejderne kan udfolde deres faglighed?

Det er ikke til at læse af et indlæg, der fortaber sig i frygten for, at Herlev-modellen blokerer for fremtidigt kommunalt samarbejde med friplejesektoren. Det gør den overhovedet ikke. Kommunen vælger selvfølgelig den leverandør - offentlig eller privat - der passer bedst til kommunens og de ældres behov. Det ændrer Herlev-modellen intet på.

Herlev-modellen sikrer god fremtidig ældrepleje 
Tværtimod lægger vi med modellen op til fuld transparens om takster og priser, så alle kan se, hvad der er mest rentabelt. Derfor er det også besynderlig læsning for os i Herlev, når vi i månedsvis har haft konstruktive drøftelser med netop Dansk Erhverv om vigtigheden af at skabe fuld transparens. Vi kan konstatere at Dansk Erhverv har én position, når vi har dem i huset, og en anden når de farer i blækhuset.

Herlev-modellen er et bud på, hvordan vi i samarbejde med private aktører kan sikre god fremtidig ældrepleje i en moderne og god ramme, som vores ældre fortjener. En model, der fuldt ud lever op til kommunernes eksisterende forpligtelser i forhold til de nuværende modeller med eksempelvis fuld deponering og grundkapitalstilskud.

Pensionskassen ejer og driver bygningerne, mens kommunen fusionerer eksisterende plejehjem, beboere og medarbejdere ind i det nye. Det er et konstruktivt supplement til de eksisterende modeller, som vi for længst burde have sat i gang.

{{toplink}}

At Dansk Erhverv trods vores lange dialog har besluttet at modarbejde en fleksibel vej til bedre forhold for vores ældre, skyldes alene, at organisationen er groet fast i vanetænkningen. De kan kun give gamle svar på de voksende udfordringer med utidssvarende fysiske rammer, kapacitetspres og utilstrækkelig adgang til medarbejdere med de rette kvalifikationer. 

Det er udfordringer, vi i kommunerne hver eneste dag har til opgave at give nye svar på. Og det er udfordringer med et omfang, som friplejesektoren aldrig vil kunne løfte alene.

Vi mangler fleksibilitet og frisættelse
Med Mette Feifers indlæg kan det nedslående konstateres, at Dansk Erhverv melder sig ud af arbejdet for fornyelse af den offentlige sektor i et samspil mellem offentlig og privat, alene for at forsvare friplejesektorens privilegerede monopol på samarbejde med privat kapital.

Frem for at støtte en fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor, vælger Dansk Erhverv at være stemmen fra fortiden, og tager dermed vores ældre medborgeres bolig og plejesituation til gidsel i kampen for en snæver og misforstået interesse. Det er skadeligt for vores ældre, og det fortjener de på ingen måde.

De fortjener, at alle kræfter arbejder sammen og lader indsatserne supplere hinanden, så vi frem mod 2040 får sikret den nødvendige udbygning af vores ældreomsorg. Kommunerne er klar til at løfte opgaven i samspil med alle, der vil og kan.

Vi mangler blot, at regeringen sikrer fleksibilitet og frisættelse i lovgivningen, så Herlev-modellen og anden nytænkning kan bidrage til den nødvendige fornyelse af vores velfærdsmodel. Lad os nu komme i gang.

{{toplink}}

Forrige artikel Dansk Erhverv: Ny Herlev-model for plejeboliger vil gøre mere skade end gavn Dansk Erhverv: Ny Herlev-model for plejeboliger vil gøre mere skade end gavn Næste artikel DI: Mindst hver fjerde plejebolig i hver kommune skal varetages af private aktører DI: Mindst hver fjerde plejebolig i hver kommune skal varetages af private aktører