DI: Med lov bygger man ikke værdig ældrepleje

Statsministeren gjorde det klart i sin nytårstale, at vi har brug for en ny, kort og præcis ældrelov, der bygger på klare principper: Værdighed, valgfrihed og selvbestemmelse.

Det er målsætninger, som de fleste politikere og organisationer kan bifalde. Vi oplever allerede nu en akut mangel på varme hænder til et stigende antal plejekrævende ældre. Flere ældre lever samtidig med én eller flere kroniske sygdomme, og det stiller nye krav til, hvordan vi kan tilpasse ældreplejen til den enkeltes behov, så man ikke føler sig som en kastebold mellem hjemmehjælp, sygepleje, genoptræning og andre velfærdstilbud.

En del af løsningen er at få luget ud i de unødige dokumentationskrav, der koster tid og ressourcer hos de hårdt pressede medarbejdere i ældreplejen. Og her må vi gøre os den erkendelse, at overflødigt bureaukrati langt fra altid stammer fra lovgivningen, men for eksempel også kan have rod i den kommunale økonomistyring og visitationspraksis.

Men det er ikke hele løsningen. Vi skal arbejde for, at ældreloven bliver dét vendepunkt, der sætter innovationen i højsædet. Så de enkelte plejehjem, hjemmeplejeteams og private leverandører får større frirum til at organisere sig anderledes, lettere ved at tage ny teknologi og digitale løsninger i brug og i det hele taget lettere ved at levere den pleje og omsorg, borgerne ønsker og har behov for.

For borgerne er det ikke afgørende, om de enkelte ydelser har hjemmel i service- eller sundhedsloven, og derfor skal vi også have blik for, hvordan arbejdet med en ny ældrelov spiller sammen med behovet for at skabe bedre sammenhæng i det nære sundhedsvæsen.

Hvis vi skal nå i mål, kræver det et endnu tættere samarbejde, og at vi alle får lov til at bidrage – på tværs af kommuner, private aktører, fagforeninger med flere. Og det vil kræve mod og selvdisciplin hos lokalpolitikere og -forvaltninger at slippe styringen og give noget af ansvaret fra sig.

Hold fast i borgernes rettigheder

Hvad skal der så stå i en ny ældrelov? Ikke for meget. Flere aktører har travlt med at beskylde hinanden for – på ny – at ville fylde en ny ældrelov op med bureaukratiske paragraffer, der alene har til formål at tilgodese egne kæpheste og snævre interesser.

Ingen vinder i sådan en kappestrid. Men som Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen påpeger, må vi kunne blive enige om, at et større handlerum til kommunerne ikke må svække borgernes valgfrihed og retssikkerhed.

Selvbestemmelse handler naturligvis om andet og mere end retten til at vælge en private leverandør. Men det frie valg er forudsætningen for, at borgerne altid kan gå et andet sted hen, hvis det kommunale tilbud ikke lever op til forventningerne.

Det er en garant for en fortsat og styrket mangfoldighed i de valgmuligheder, vi kan tilbyde både borgere og medarbejdere. Det må og skal vi holde fast i, ligesom vi for eksempel skal holde fast i retten til en individuel vurdering, klageadgang og et uafhængigt tilsyn.

{{toplink}}

Tillid og lokalt ansvar kræver indsigt i kvalitet

Derfra hviler der et stort ansvar på Christiansborg-politikerne for at modstå det pres, der unægtelig vil komme for at udvide loven med flere krav og flere rettigheder. Presset bunder som oftest i oprigtige og forståelige bekymringer for borgernes retssikkerhed og kvaliteten i ældreplejen, og vi kender alle til skrækeksemplerne fra Randers og Aarhus, hvor vi så svigt af de mest sårbare mennesker i vores samfund.

Men løsningen er ikke mere ensretning og central styring fra Christiansborg. I stedet må vi anerkende, at når vi udviser større tillid og giver mere ansvar til det enkelte plejehjem og den lokale hjemmeplejeledelse, så må vi til gengæld også have langt bedre indsigt i den faktisk leverede kvalitet – via få kvalitetsindikatorer og gennemsigtighed i borgernes tilfredshed. Føler borgerne sig trygge, tilfredse og glade på det enkelte plejehjem? Nedbringer vi antallet af indlæggelser, der kunne være forebygget?

Hvis ikke vi ved, hvor skoen trykker eller hvor, man har knækket koden, så får vi hverken forebygget svigt eller udbredt de gode idéer, som området tørster efter.

Ældreloven kan ikke i sig selv løse udfordringerne. Men lad os gøre den til det vendepunkt, der én gang for alle retter vores fælles fokus mod kvaliteten og den enkelte borgers ønsker og behov.

debat@altinget.dk