Ulandsbistand giver 3000 job i Danmark

KORT NYT: Danmarks udviklingsbistand skaber over 3000 arbejdspladser i Danmark igennem udviklingssamarbejdet, viser et nyt studie foretaget af Dalberg Research.

"Vi ved, at udviklingssamarbejdet bidrager til at bekæmpe fattigdommen og fremme menneskerettighederne i verdens fattige lande. Men med analysen sætter vi fokus på, at det også er til gavn for os selv og for vækst og arbejdspladser i Danmark. Det skal vi glæde os over," skriver udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i en pressemeddelelse.

De job, som kommer fra udviklingssamarbejdet er primært i de folkelige organisationer, konsulent- og forskningsvirksomheder, FN Byen i København, på asylcentre og i danske virksomheder.

Derudover kommer andre sideeffekter for dansk erhvervsliv. Danidas erhvervsinstrumenter er med til at skabe omsætning i danske virksomheder, og ifølge studiet giver Danmarks tilstedeværelse i ulandene konkurrencemæssige fordele i form af øget markedsindsigt, lokale netværk og adgang til beslutningstagere.

Login