Rana Plaza styrtede sammen for ti år siden. Men tøjbranchens ekstreme ulighed kræver stadig handling
Sammenstyrtningen af tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh for ti år siden viste, at et valg mellem at sulte eller at risikere livet på en fabrik ikke er et reelt valg. Det er afgørende, at vi arbejder for en retfærdig fordelingsnøgle, hvor vores del af verden ikke lukrerer på tvangsarbejde, skriver Julie Bundgaard og Tanja Gotthardsen.
På trods af, at vi 24. april markerer tiåret for Rana Plaza-kollapset, der kostede mindst 1134 tekstilarbejdere livet, risikerer mange fortsat liv og lemmer, når de træder ind på fabrikken. Løsningen skal imidlertid findes der, hvor branchen nægter at kigge.
Da Rana Plaza styrtede sammen, havde tekstilarbejderne gentagne gange udtrykt deres frygt for at træde ind i fabrikskomplekset. Flere steder i de bærende strukturer kunne man finde op mod fem centimeter dybe sprækker, og allerede under en korrupt etablering af bygningen i 2006 fremgik det, at de øverste etager var uegnede til fabriksdrift.
Alligevel var dette ikke nok til, at auditørerne, der ellers lige præcist skulle garantere for sikkerheden, havde nogen anmærkninger, da de, bare få måneder før kollapset, gennemgik forholdene.