Dan Jørgensen: Ukraine behøver vores hjælp mere end nogensinde

Ukrainerne kæmper nu på tredje år en utrættelig kamp for deres land og overlevelse. Og så kæmper de en kamp for Europas og Danmarks frihed. Det skal vi støtte dem i, alt det vi overhovedet kan. Behovet er større end nogensinde, skriver Dan Jørgensen.

Krig er blevet hverdag i Ukraine. Siden 24. februar 2022, hvor Putins hær rullede over grænsen til deres naboland og indledte en fuldtonet angrebskrig og invasion, har almindelige ukrainske mænd – folkeskolelærere, håndværkere og kontormedarbejdere – grebet til våben og forsvaret deres land ved fronten.

På imponerende vis har ukrainerne givet Rusland større modstand, end man troede muligt. Men ukrainerne kan ikke vinde en krig mod et land som Rusland uden hjælp. Danmark og resten af Europa bør og skal støtte. Mere end nogensinde. Både militært og humanitært.

Krigens konsekvenser er ikke til at tage fejl af. Tusindvis af ukrainere har mistet livet i kampene ved fronten og under de russiske bombardementer. Endnu flere er sårede. Byer og regioner er belejrede af russerne, andre områder er sønderbombede. Store dele af energiinfrastrukturen blev hurtigt kritisk beskadiget efter målrettede og strategisk udvalgte angreb fra Rusland.

Login