UVM støtter samarbejde mellem folkeskolen og kommunale aktører

KORT NYT: Undervisningsministeriet afsætter tre millioner kroner til at udvikle folkeskolens samarbejde med andre kommunale aktører som ungdomsskoler og musikskoler.

Med en ny pulje på tre millioner kroner vil Undervisningsministeriet støtte initiativer, der bidrager til at udvikle kvaliteten af undervisningen i folkeskolerne. Støtten skal gå til projekter, der kan udvikle sammenhængen mellem folkeskolen og kommunale aktører som ungdomsskoletilbud, musik-, kunst- og kulturskoler og kommunale klubtilbud. Det skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse. 

Der kan for eksempel søges støtte til udarbejdelse af artikler og video, erfaringsopsamlinger, vejledninger, analyser og udvikling af undervisningsmaterialer inden for puljens formål.

”Med den nye skoledag skal skolerne i højere grad inddrage lokalsamfundet, herunder ungdomsskoler, og arbejde endnu tættere sammen med fritidstilbud, så eleverne får en mere sammenhængende dag med både undervisning, pædagogiske og musikalske aktiviteter. Det kan bidrage til at styrke elevernes trivsel og læring. Vi har nu afsat en pulje på 3 millioner kroner, som kommuner og foreninger kan søge, og erfaringerne og materialerne fra projekterne stilles frit til rådighed, så alle kan få glæde af det,” skriver undervisningsminister Christine Antorini (S) i en pressemeddelelse. 

Login