S-skolevalg skader folkeskolens image

PRIVATSKOLE: S-toppens brug af privatskoler gør ikke kun ondt på deres eget image. Folkeskolen bliver også ramt over en bred kam, vurderer eksperter.

S-toppen i form af Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen gør det: Sender deres børn på privatskole, fordi folkeskolen ikke lever op til deres krav til en god skole. Tilbage står en folkeskole, som har fået ridser i lakken. Det mener Anne Ellerup Nielsen, lektor, ph.d ved Center for Virksomhed og kommunikation ved Handelshøjskolen i Århus.

"De bekræfter, at folkeskolen ikke er et godt nok tilbud. Det går ud over folkeskolens image over en bred kam. Men samtidigt gensætter politikerne dagsordnen. De er nødt til at tage folkeskoleproblemet op igen fra politisk hold og gøre det bedre end hidtil," siger Anne Ellerup Nielsen.

Centerleder på Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund, mener ligeledes, at de seneste dages historier gør ondt på folkeskolens image.

"Der er ingen tvivl om, at hver gang der kommer sådan en historie op, så er det skadeligt for folkeskolen som helhed. Hvis de, der sidder på den politiske magt, fører sig sådan frem, så tænker folk 'hvad fanden er det'. De burde vide, hvad der foregår. Derfor er det nogle kedelige signaler," siger Niels Egelund.

Ender på politikernes skriveborde
Sagen kom frem, efter at Mette Frederiksen har valgt en privatskole til sin datter - få år efter hun tordnede mod lignende beslutninger. Senest kom det søndag frem, at Helle Thornings-Schmidts datter ligeledes skifter folkeskolen ud efter sommerferien.

Men langt hen ad vejen ender de seneste dages historier tilbage på politikernes egne skriveborde, mener Anne Ellerup Nielsen.

"De bider dem selv i halen. De bekræfter det manglende gode omdømme, som folkeskolen har og har haft gennem en lang årrække. Samtidig giver det et tilbageløb, fordi det igen ender på deres skrivebord. Den dagsorden har de indirekte selv været med til at gensætte," siger Anne Ellerup Nielsen.

Anne Ellerup Nielsen mener, at det er naivt, hvis politikerne tror, at vælgerne skelner mellem personen og politikeren.

"Det er naivt at at forestille sig, at man kan splitte en person op og adskille de forskellige kasketter. I befolkningens bevidsthed blander man det sammen. Det er også den måde, vi individuelt afkoder personer såvel som organisationer på. Vi sorterer ikke i den ene kasket frem for den anden," siger Anne Ellerup Nielsen.

Stort arbejde forude for folkeskolen
De to eksperter har deres bud på, hvordan folkeskolen selv kan være med til at rette op på det ridsede image.

"Det eneste, folkeskolen kan gøre nu, er at fortælle så mange gode historier som muligt. Men lige i øjeblikket får de hældt en ene spand lort i hovedet efter den anden. Det er den ene forfærdelige historie efter den anden," siger Niels Egelund.

Anne Ellerup Nielsen mener samtidig, at det giver folkeskolen en mulighed for at sende aben tilbage til politikerne.

"Folkeskolen kan nu lægge pres på politikerne, fordi det tit og ofte er et spørgsmål om ressourcer. Den enkelte folkeskole kan også være med til at optimere sin egen situation og arbejde mere målrettet mod at sætte nogle klare retningslinjer for deres egen strategi. Både med hensyn til rekruttering af medarbejdere og i deres interne og eksterne kommunikation," siger Anne Ellerup Nielsen.

Altinget | Uddannelse ville gerne have spurgt formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, og formanden for Skolelederne, Anders Balle, om S-toppens fravalg af den offentlige skole har konsekvenser for folkeskolen. Ingen af dem har dog ønsket at medvirke.

Login