S og SF-udspil er intet nyt under solen

VALGKAMP: S og SF melder sig på banen med et udspil til en reform af folkeskolen, selvom indholdet allerede var en del af "Fair Løsning" fra juni i år.

Hovedpunkterne i "En ny start for folkeskolen" er, at partierne vil tilføre 2 milliarder kroner ekstra til folkeskolen. Derudover må der højest være 24 elever i klasserne, der skal være to lærere i de mindste klasser, og en kontrakt mellem skole og forældre skal sikre ro i klassen. Endeligt skal efteruddannelse og lederuddannelsen styrkes, samtidig med at partierne vil gennemføre en "digital revolution".

I "Fair Løsning" fra juni i år indgik der mål for folkeskolen, og heri var det klare fokus, at alle elever skulle kunne læse, skrive og regne i de små klasser. For at nå dette mål afsatte man også dengang 2 milliarder kroner for at give folkeskolen et generelt kvalitetsløft ved at indføre to lærere eller undervisningsassistenter i dansk og matematik i de mindste klasser.

Af "Fair Løsning" fremgik det, at det var nødvendigt at hjælpe eleverne i 9. klasse med deres valg for at lette og sikre overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Dette er dog ikke blevet uddybet nærmere i det nye udspil. Der fokuseres i stedet på en fleksibel udskoling, hvor eleverne vil kunne vælge fag efter motivation og evner, eksempelvis håndværk og teknologi udover grundfagene.

Login