Randers Kommune får ny skolechef
Henrik Johansen, der siden 1. marts 2016 har været konstitueret i stillingen, er ny skolechef i Randers Kommune.
Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Henrik Johansen som ny skolechef i Randers Kommune. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Henrik Johansen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og har desuden uddannet sig inden for blandt andet procesledelse og ledelse af udviklings- og forandringsprocesser.
Han har tidligere blandt andet arbejdet som distriktsleder på Børn- og Familiecenter Gudenå og leder af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Randers Kommune.