Politikere vil have færre gymnasieelever

STX: For mange unge tager en studentereksamen, er der bred enighed om i uddannelsesverdenen. Mange unge vælger gymnasiet per automatik og ender på den måde på en uddannelse, som ikke passer til dem.

Blandt den store gruppe unge, som tager en almen studentereksamen, er der mange, som ville passe bedre ind på en anden ungdomsuddannelse, mener Jens Boe Nielsen, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening.

"Der er en for stor andel, som vælger det almene gymnasium, når de tager en ungdomsuddannelse. Vi bruger rigtig mange ressourcer på at holde hånden under de elever, som har problemer, og det gør vi gerne. Derfor kommer rigtig mange af dem også igennem uddannelsen. Men det ville være godt, hvis man vejledte de unge til at vælge mere rigtigt den første gang," siger Jens Boe Nielsen.

Det synspunkt står han ikke alene med. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Dansk Industri, SF, S og K er enige i, at andelen af unge, som tager en almen studentereksamen, er for stor. De unge vælger skole per automatik, og det betyder, at mange unge begynder på gymnasierne, selvom de ville passe bedre på en anden uddannelse, lyder det enstemmigt.

Login