Ny formand for Danske Erhvervsskoler

UDSKIFTNING: Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne har skiftet ud på formandsposten. Altinget | Uddannelse har talt med den nye formand, Ib Haahr.

Den 15. december blev nu tidligere næstformand Ib Haahr officielt udnævnt til ny formand for Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne. Ib Haahr har i tre år siddet i DE-B's bestyrelse, hvor han er udpeget af DI. Som formand erstatter han Kim Simonsen, som i stedet skal være næstformand.

Ib Haahr, hvad bliver din første store opgave som formand?
Den opgave, der ligger lige til højrebenet, er sammenlægningen af sekretariaterne. Vi er blevet enige om at fusionere lederforeningen med bestyrelsesforeningen, så Danske Erhvervsskoler stadig har to selvstændige bestyrelser, men fremover får en fælles administration og ledelse. Det er en stor opgave at få de to organisationer til at smelte sammen med én direktør og på én adresse. Så vi har travlt med det.

Hvad vil du især have fokus på internt i Danske Erhvervsskoler - Bestyrelserne?
En af hjørnestenene for mig er partsstyret. Vi har et formandskab i vores forening, der består af en formand og næstformand, og som skiftevis er besat af en repræsentant fra arbejdsgiversiden og arbejdstagersiden. Og der lægger jeg vægt på, at vi kører en fælles linje.

Vi skal være enige i og fælles om de beslutninger, der træffes, så vi kan arbejde kontinuerligt, uanset om det er den ene eller anden politiske side, der har formandsposten. Det er vigtigt, at man forstår, at partsstyret er en velegnet måde at drive skoler på, og så kan man lade politiske drillerier finde sted i andre fora.

Hvad vil komme på dagsordenen rent politisk?
Med den økonomiske realitet, at der nok ikke er så forfærdeligt mange penge til systemet. Derfor tror jeg, vi i min toårsperiode vil blive nødt til at kigge på skolernes drift og finde måder at effektivisere og rationalisere på. Og når jeg siger effektivitet, kunne det jo også medføre, at vi skal have en diskussion omkring undervisningstimer og den slags.

Ligesom alle andre taler om at arbejde mere, så slipper undervisningssektoren nok heller ikke for den diskussion. Og den må vi så tage.

Du har været meget engageret i uddannelses- og beskæftigelsesområdet og i AMU. Hvordan vil det præge din tid som formand?
Jeg er formand for hele foreningen, som på en lille del også omfatter AMU-systemet. Men der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at mit hjerte banker for voksen- og efteruddannelse. Og min baggrund i arbejdersiden harmonerer ganske godt med beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) udmeldinger om efteruddannelse, og at vi skal have bragt det på fode igen.

Login