Meritlærere afhjælper ikke folkeskolens lærerflugt

REKRUTTERING: Meritlærere ser ikke ud til at være løsningen på folkeskolens rekrutteringsproblemer, for langt de færreste meritlærere er ansat i folkeskolen, viser nye tal fra Danmarks Lærerforening.

Når formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, i dag, tirsdag, har foretræde for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg, har han dugfriske tal med, der ikke gør det lettere at finde hurtige løsninger på folkeskolens akutte problemer med lærerflugten fra folkeskolen efter skolereform og nye arbejdstidsregler.

Flere har nemlig peget på, at meritlæreruddannelsen kan være løsningen på folkeskolens aktuelle rekrutteringsproblemer. Meritlærer er en mulighed for dem, der er over 25 år, har en anden uddannelse – og gerne vil undervise i folkeskolen.

De færreste meritlærere er i folkeskolen
Men nye tal fra Danmarks Lærerforening viser nu, at det kun er cirka 15 procent af de uddannede meritlærere, der rent faktisk arbejder i folkeskolen. Lærerforeningen har krydstjekket antallet af uddannede meritlærere med Danmarks Statistiks tal for, hvor mange meritlærere der har hovedbeskæftigelse i den almindelige folkeskole. De nyeste tal er fra november 2013, hvor 941 * meritlærere arbejdede i folkeskolen. Samtidig viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, at der er i alt 6.502 uddannede meritlærere. Det svarer altså til, at cirka 15 procent af dem arbejder i folkeskolen.

Login